Indskrænket til min tarvelige Boelig,
Ei gandske nær ved Musers Helligdom,
Og ei med Lykken lige til fortroelig;
Min vilde Tanke flyver vide om:
Den i min Barndoms Rosenlund neddaler,
Min glade Sang, paa blomsterstrødde Vei,
Med levende, og blide Farver maler;
O! ingen da var lykkelig, som jeg —
Nu, tænker jeg, paa Egnen Kummer hviler,
Og veemodsfuld, thi ei til mig, den smiler.
Da aabner sig fra hine kiære Egne
Til Ungdoms Aar en Udsigt mindre skiøn;
Vildfarelser begynd’r jeg at regne,
Og Kummer, som var stedse deres Løn.
Dog til min Trøst, mig synes, jeg opdager,
— O maatte ei mit Syn bedrage mig! —
En større Hær af ufortiente Plager;
Men midt i den, o Venskab! seer jeg dig,
Hvor himmelsk skiøn min knuste Barm Du qvæger!
Til blege Mund Du holder Trøstens Bæger.
Da beder jeg, mit fulde Hierte beder —
Gud glæde hver, som var oprigtig Ven!
Han største Fryd, som Jorden har, udbreder;
Han er og værd at eie den igien —
Og Han, som glæded’ mig i mørke Dage,
I Spøg og Alvor lige vennesæl!
Min Rahbek! — gid Han ønskte Lykke smage!
Thi ene den er værdig for hans Siæl;
Gid ingen Ven paa Livets Vei Ham svige,
Og gid Han elskes maae af ædel Pige.
Ja Kierlighed! som al Naturen hylder;
Thi den er stor, og evig skiøn ved dig,
Som Viisdom selv sin modne Glæde skylder,
Du som giør Kummer glad, og Armod rig,
Som vrister Sværdet af Barbarens Hænder,
Og minder ham, at Menneske han er;
Men ædelt Mod i Ynglings Barm antænder,
Og Fødeland, og trange Hiem giør kiær;
Du skienker rene Fryd, som Hiertet søger,
Som vindes ei ved Rygtets Priis og Bøger.
O Skiønne! dig Naturen gav et Hierte —
Hvo dette fik, den ønskte og en Ven —
Held Dig! o Held den Viisdoms Aand, dig lærte,
Hvad Værdighed det er, som egner Mænd:
Naar falske Værd, uægte Glimmer svinder,
Som Liste-Kunst til Hymens Alter bar,
Naar Narren hun og han Koketten skinder;
En Elsker Du, en Mand tillige har,
Hvis Elskov er dit Hiertes sande Hæder,
Som af din Haand tog Livets første Glæder. —
Du veed, vor Jord er ikke Glædens Sæde;
Vor gode Engel sukker, naar vi lee,
Han seer, at snart igien skal Øiet græde,
O! kun om Trøst og Lindring bør vi see.
Vee den, som meer af Himlen tør begiære;
Den meget fandt, som fandt en ædel Ven,
Som tro med ham vil Livets Byrder bære,
Og først ved Gravens Bred dem lægge hen.
Naar glad din Siel sig op til Himlen hæver,
Du glemme ei, at Du paa Jorden lever!
Om ingen Egn en skyefrie Himmel svæver,
Og giftig Urt i alle Lande groer,
Og Jorden just ved hule Torden bæver,
Naar Somren milde Arme om den snoer:
I ingen Stand er varig Fryd at finde,
Og ingen Kaar friekiøber sig for Harm —
Og jeg af Himlen fik en øm Veninde;
Dog græd jeg tit ved hendes ømme Barm,
Og — Gud! o Gud! saa endte jeg min Klage:
Tak for min Trøst, Tak ogsaa for min Plage!
Ei vil jeg fra dit blide Øie jage
Et Billede af Fremtids Held og Fred;
Nei, ene den kan Livets Nektar smage,
Som til dets Bitterhed og er bered;
Du uden Bludsel kun af Himlen kræve
Det Held, den Fryd, din rene Siel attraaer;
I Venne-Kreds og Nøisomhed at leve
Din Ungdoms blomstrende og muntre Aar,
Og Børn og Mand til ømme Barm at trykke;
Dit Ønske er at skabe selv din Lykke. —
Tak for hver Fryd, som Du min Rahbek giver,
Tak for hver Trøst, Du gyder i hans Siel;
For hver Gang, Ham din Munterhed opliver,
For hver en Bøn, Du beder for hans Vel —
O! kunde jeg til Eders Kreds mig snige!
At see ham ved din Side lykkelig;
Hans Øie meer end Læben Dig at sige,
Hvor glad han er, og hvad han skylder Dig!
Hvor Huuslighed og Elskov sig forbinde,
Et sikkert Lye for Venskab er at finde.
Rein.