Naar Daarer bestandig, tidt kloge Folk med,
Hvor end her i Verden vi ere,
Med Klager mod Mennesker, Vilkaar og Sted,
Sig kummerlig sees at fortære,
Hvor skal man da vise slig Klagende hen,
At evig man ei faar den Klage igien?
Man maatte see til at opdage et Land,
Hvor Marker, og Dale, og Høie
I skiønnest Afvexling fra Strand og til Strand
Forlysted’ det skuende Øie;
Hvor gyldene Frugtbarhed herlig og skiøn
Fra Dale og Høie bød Fliden sin Løn.
Berigende Virksomhed der maatte boe,
Opvartet af Vid og af Nemme,
Og Oldtidens Sæder og Ærlighed tro
Glad Nøisomhed der have hiemme;
Med Stolthed, den sande, af virkeligt Værd,
Hver Indbygger føle sig det, som han er.
Og Frihed i Sielen, dyb Afsky for Tvang,
Fast Troskab mod Stat og dens Leder,
Foragt for al Smaahed, al Hofhed, al Rang,
Blid Munterhed, Jevnhed i Sæder,
Hvor alt dette fandtes, hvo mon vel det er,
Som klaged’, og klynked’, om og han var der?
Men hvad af alt dette tilhører ei dig,
Bornholm, du Codanens Smykke?
Skiøn danned’ Naturen dig, herlig og rig,
Til ædle Indbyggeres Lykke,
Og Virksomhed, Nøisomhed, Stolthed, og Mod,
Og Frihed og Dyd blev din herlige Lod.
Nyd skiønsom din Lykke! see Klippe og Dal,
Og Agre, og Enge, og Skove,
Selv Afgrundens Dyb, uden Grændse og Tal,
Din Rigdom Forøgelser love!
Paaskiøn den, udbred den, forøg den, og nyd!
Misundelsen døe ved at skue din Fryd.
Held over hver ædel Bornholmiske Mand,
Hver ædel Bornholmiske Qvinde,
Og hver, som blev værd at betræde dit Land,
Og Venskab ved Dyd veed at vinde!
Nu hver fylde Glasset til bredfulde Maal;
Høit lyde: de ædle Bornholmeres Skaal!
Pram.