Det er en hæslig Mode vorden,
At man bestandig ondt skal spaae,
Og det saae ilde ud paa Jorden,
Skulde hver Spaadom for sig gaae;
Thi overalt man hører Klager,
Som os bebude Dommedag;
Hvor alt forværres, og aftager
Maaned for Maaned, Dag fra Dag.
Venner! vi har det ei saa ilde,
Glade vi skiønne paa vort Held;
Hver af os sikkerlig gierne vilde,
Det og gik Efterverden vel.
Naar og engang vor Tid er omme,
Er da al Glædes Tid forbi?
Gid de Godtfolk, som efterkomme,
Faae det saa glædeligt her, som vi!
Glade vi helse da den Spæde,
Som vi i Dag forhiølp til Daab;
Vil hun i Sines Fodspor træde,
Kan vi til hende sætte Haab;
Kierlighed, Venskab, milde Dyder
Da ei paa Jorden skal forgaae;
Lidet alt andet Savn betyder,
Findes kun disse tre derpaa.
Hun i sin Ungdoms Vaar vil vinde
Hierter ved Ynde og ved Aand,
Saa hun en kierlig Mand vil finde,
Skienke ham Hierte, Troe og Haand.
Saa vil hun vorde Danneqvinde,
Vorde, hvad hendes Moder er,
Vorde som Hustrue, som Veninde,
Kommende Alders Ædle kiær.
Saa vil engang i Fremtids Dage
Venner ved slige Fadderlag
Til hendes Døttre froe gientage,
Hvad vi til hende sang i Dag:
Leve vor Guddatter! leve den Spæde!
Leve til Lykke for sine og sig!
Leve, og vorde sin Faders Glæde!
Leve, og vorde sin Moder liig!
R.