Elegie ved Wessels Grav
til hans Søn
til hans Søn
At sacri vates & divum cura vocamur.
Vor Alder roser sig som Viisdoms Alder,
Forhaaner stolt hver Tid, som randt forbi;
Sig selv allene oplyst, klog, den kalder,
Og seer tilbage idel Barbarie.
„Pral af de Særsyn mellem Millioner,
„Barbarske Grækenland! blodstænkte Rom!
„Mon Enkelts Viisdom, Kunst og Dyd forsoner
„Hiint Barbarie, hiint Vildheds Herredom?
„Athen! hvad var du? Smags og Viisdoms Sæde!
„O ringe Plet! dit svage Lys var tændt,
„Men ei for Natten rundtom at adsprede,
„Dens Fælhed derved kun blev seet og kiendt.
„Og Rom, du stolte Rom! hvad var din Hæder?
„Ved Vold og heldigt Røven blev du stor:
„Men Philantropen i din Storhed leder,
„Og seer af sande Værd kun sieldne Spor.
„Saa sank du hen, da sank i dybe Skygge
„Vort heele Kiøn, og Secler rulled hen,
„Og mørke var’ de, rædselfulde, stygge;
„Men nu randt Dagen, trefold klar, igien.
„Den sande Viisdom nu er kiendt, er dyrket,
„Ei som Mysteer, ei blot af valgte faa;
„Klar for enhver, den nu adspreder Mørket,
„Som nær ved Tronen, saa i Armods Vraae
„Den eene giver Fyrsten agtet Hæder,
„Den lærer Ringe sin og Artens Værd,
„Den uden Forskiel aabner Livets Glæder
„For alle, hvad, og hvem, og hvor det er;
„Den lyser klar ned fra det høie Norden
„Til fiernest Syd, og spreder Taagen hen;
„Snart skal den lyse over heele Jorden,
„Lyksaliggiøre heele Skabningen.
„Nu Vid og Kunst, beskyttede, erkiendte
„I fulde Værd, forædle Livets Lyst;
„Og Smag og Viisdom, yndigen foreente,
„Udgiøre Kummers sikkre, sande Trøst.“
Saa trøste sig vor Alders ædle Viise,
Saa vil de døve den Fortrængtes Harm;
Ak! fromme vil de skabe savnet Lise
I deres egen, i hver ædel Barm;
Men nei, det er forgieves; alt modsiger
Den søde Drøm, de forestille os;
End hviler Natten over Jordens Riger,
Barbarskheds Nat; og Drøm er al vor Roes;
Og denne Nats de fæle Rædsler svæve
End ængstende den heele Strækning om;
Og sieldne ere stedse de, som hæve
Et opvakt Hoved af den dybe Slum;
Som tænde hist og her en eenlig Lampe,
Og vække rundt om den en liden Flok;
Men til at klare vidt de sorte Dampe,
O dertil er det svage Lys ei nok.
Nei Fanatismen hæver sine Skygger,
Og Høiheds, Magts og Rigdoms Spøgelser
Indskrænker, mørkner Lyset, forebygger,
At fleer skal tændes, ofte slukker det.
Men bort med Billeder! — Hvad er vor Hæder?
Hvad Fortrin have vi for Hedenold?
Hvad Vei, før ukiendt, til Lyksaligheder,
Trods Uerkiendtlighed, og Nid, og Vold?
Kan intet nu Retskaffenhed nedtrykke?
Er den nu tryg, der handler som han bør?
Er Flid, er Stræbsomhed for Jordens Lykke
Nu Midlet til vor egen, meer end før?
Hiin Spartas Lov, at Arbeid ikke sømte
Den Mand, der vilde vinde Borgers Agt,
Den Lov, arbeidsom Mand til Trældom dømte,
Hvor er paa Jorden den ei meer ved Magt?
Medfødte og erhvervede Talenter
Hvor give de, nu fremfor altid, Ret
Til Held, til Brød? Hvor er den Nar, som venter,
Hvor den Oprører, som tør fordre det?
Nei! end er Verden i sin Barndoms Dage,
Hvor langt endnu fra Viisdoms Modenhed!
Den vandrer frem, maaskee, men ak! med svage,
Ak! med ustadige og korte Fied!
Og vi er’ Børn; men meer end sine Lige
Er den et Barn, som græd ved fælles Leeg;
Hvo er den viise blandt os dødelige,
Som fælles Daarlighed i alt undveeg?
Jo den, jo den er viis iblandt os Daarer,
Der anseer alting for den Leeg det er,
Forbittrer ei dens Fryd med spildte Taarer,
Men glad og munter leger med, og leer;
Og, uden Bitterhed ved Brødres Griller,
Adlyder baade selv, hvad hans Forstand
Ham som det mindst forvendte forestiller,
Og leder andre did, saavidt han kan;
For Resten ham, hvis Forsyns Haand dog leder
Sin elskte Børneflok, hver Sorg betroer;
Ham, som opdrager, til Lyksaligheder,
Og herlig Modenhed, os og sin Jord.
O Du, vor Wessels Søn! en kierlig Fader,
Hvis Liv og Lyst du var, forlod dig nu;
Dig Hin i Himlen ingen Tid forlader!
Trygt, som din Fader, i hans Skiød er du!
Du er endnu for spæd, til fuldt at fatte
Den heele Vægt af denne sande Trøst.
Din Faders Værd du ei engang kan skatte,
Men engang skal det vaagne i dit Bryst.
O at det kraftigt maatte der oplive
Hver end udannet Evne i din Siel!
O maatte du ham os tilbage give,
Og anden Wessel nyde bedre Held!
Vor Wessels Søn! du skulde da fremtræde
Med ædel Ret til Livets beste Kaar,
Til at erkiendes for din Alders Glæde,
Dens Ziir — det er du, naar hans Roes du naaer;
Det skal du kiendes for; men see tilbage,
Og skue din Faders Levnetsbane hen;
Hans Værd imod hans Kaar i Livets Dage;
Var Skiebnen ham, som han fortiente den?
Med Ungdoms muntre Flid han tilig stræbte,
At drage Viisdom af ethvert dens Væld;
Og heldig var hans Flid; magnetisk klæbte
Hver Oldtids Viisdom ved beslægtet Siel.
Troe giemte den sin Skat; ved stadig Møie
Den voxte til; ei Pral til Maal den har;
Det haded’ ham, og i hans eget Øie
Hiin gyldne Skat for liden altid var.
Han Aldrens Manddom taalig oppebied’,
For af sin Skat at yde moden Frugt;
Og sin Thalia Phœbus glad indvied’
Hver Skiønners, heele Folkets, alles Stemmer
Foreene sig til høie Bifalds Raab,
At hiint var meer end blot et yndigt Haab.
Man fordrer, han sig selv skal overstige
I talrig Frugt af ubelønnet Flid;
Forkaster haant, hvad ei man finder Lige
Til hiint — dets Lige findes ingen Tid.
Erkiendtlig Skiønners Barm dog tit han fryder
Ukonstlet, uimodstaaelig indgyder
Han ofte Fryd i skiønsom Tænkers Aand.
Nu han sit eget ædle Hierte præger
I ædle Sang, og priser Nøisomhed;
Nu sin og hver opmærksom Barm han qvæger
Med Sang om Støvets Trøst i Søvnens Fred;
Han nu med Smiil Satyrens Svøbe hæver,
Kun Daaren følede de Snert, den gav;
Med Spøg han nu blot muntre Latter kræver,
Og hvo modstod den blide Sangers Krav?
Saa, Fryd uddeelende, vi saae ham vandre
Den Glæde, han saa gavmild skienked’ andre,
Hvor langt var han fra selv at føle den!
Han kiendte Mennesker for hvad de ere,
En Legesværm, som vild omtumler sig
I dunkle Nat; han saae det spildt at være,
Og daarligt, mod den Leeg at føre Krig.
Han saae sig selv i Flokken, fandt sig givet
En Rolle med i denne fælles Leeg;
Den tog han, leegte, fælles Leeg oplived’,
Forstyrred’ ingens Fryd, ei Maalet sveeg.
For hine Spøgelser han aldrig bøied’
Sin Isse, ædle Sieles Stolthed troe;
Blandt Leegens Formænd han maaskee ophøiet
Sig skulde seet; slig Høihed han beloe,
Loe ad det heele Giækkerie, var stedse
Den heele Floks, især de Godes Ven;
Og saae han Kaadhed Pilen mod ham hvædse,
Ham Evners høie Fortrin aldrig lærte,
Paa enkelt Daare haant at skeele ned.
Han føled’ egen Svagheds Feil med Smerte,
Mod andres idel Overbærenhed.
Saa var ham Livets Fryd og Livets Kummer,
Hans Livs den tunge Lod, tilhobe Leeg;
Og derfor uden Frygt til korte Slummer
I Dødens kolde Egne han nedsteeg.
Han vidste det, sit Væsens Barndoms Alder
Og Menneskets han derved kun forlod;
Alherren ham til Modenheden kalder,
Vor Wessels Søn! o det er sødt, at vinde
Et saadant Eftermæle ved sin Grav;
O det er skiønt, det simple Hædersminde,
Som sanddrue Venskab her din Fader gav.
Ei Skialdens Qvad, for dig istemt, som lyder
Ved elskte Faders Grav, du fatter end;
Men naar, og om engang den Dag oprinder,
Da du kan høre, og kan fatte den:
Da tænk det sødt, vor Wessels Søn! at vinde
Et saadant Eftermæle ved sin Grav,
Da føel det skiønt, det simple Hædersminde,
Som sanddrue Venskab her din Fader gav.
Og høres Ønsket sees hans Aand oplivet,
Fornyet i hans Søn, hans Haab, hans Lyst,
Den Aand, hvormed han fryded’ os i Livet,
Maae den opvækkes i hans Elsktes Bryst:
Hvis du, hans Søn, i Faders Fodspor træder,
Opdyrker givne Pund ved trofast Flid;
Sees du, som han, den Mand, der sande Glæder
Meddele kan din Old, din Eftertid:
Og blier, som hans, din Stræben den, at leve
Ei til din egen, men til Jordens Lyst:
Og vil du, sanddrue Skiald engang skal hæve
I Hæderstoner paa din Grav sin Røst;
O troe for alting da ei den, der siger,
At Verden er saa saare god og viis!
Ifald du fæster Lid til denne Smiger,
Da er det din Bestemmelses Forliis;
Troe, Jorden er end i sin Barndoms Alder,
Ei slet benævnt det tykke Barbarie;
Hvad enkelt Ting man Viisdoms Mærke kalder,
Troe, der er saare lidet viist deri;
Ansee vor hele Slægt som Børn tilhobe,
Som Leeg beskue snart hele deres Færd,
Og ansee den som ret fuldkommen Taabe,
Der giver sig og alting høiest Værd;
Brug den Forstand, du føler selv at eie,
Saavidt du kan, til Ledetraad for dig;
Leed og ved den, saavidt du kan, dens Veie,
Der ledes vil, naar han forvilder sig.
Agt høit de faa, som i vor Alders Mørke
Ved Dyds, Forstands, og Sandheds Lys gaae frem;
Følg deres Spor; rust dig i Sielens Styrke
Mod hvo dig hindre vil, at følge dem.
Ak, Veien skal maaskee just derved blive
Dig skarp og tornefuld, men den er kort;
Dens Kummer selv er Leeg; kiæk kan du drive
Ved Spøg og Sang de lette Sorger bort.
Vogt dig, at Daarskabs Irlys ei forvilde
Fra rette Vei ved falske Glimt din Aand;
Lad Æres, Høiheds Spøgelser ei hilde
Din Fod med deres lumske, skiulte Baand.
Haab da ei, stort af Livets Lyst at nyde,
Agt intet det, de fleste kalde saa,
Men sande, reene Glæder at udgyde
Rundt om i Livet, være din Attraae!
Blier derimod din Iid, selv at hendrage
I Fryd, og uden Sorger, Livets Kaar,
Da er den spildt; langt færre Glædes-Dage
Du med forøget Kummer da opnaaer;
Da maae du ydmyg kaste dig i Støvet
For hine Spøgelser, for mangen Nar,
Og uden Mukken tit dig see berøvet
Den Ret til Fryd, du nøysomt beilet har.
Ved tusindhaande Krænkelser omsider
Dit Ønskes Maal engang maaskee du naaer,
Man neppe førend du ei kan, ei gider
Meer tage Deel i forhen ønskte Kaar.
Men lad din Møie beste Held end møde,
Lad Glædens Midler vindes snart og let;
O aldrig, aldrig ere de saa søde,
Som Daaren, der dem savner, tænker det.
Hvad er’ de? Overflødighed, og Ære.
Hiin gier dig Nøisomhed, og denne Dyd.
Snart eller seent Erfaring dig vil lære,
At ikkun det, som disse gav, er Fryd.
Selv manglende, hvad Verden Lykke kalder,
Du, hvis din Faders Aand besieler dig,
Kan glæde din, kan glæde seenest Alder
Ved Sang og Spøg, og du er lykkelig.
Bliv saa, bliv nøisom glad, mod onde Daarer
Allene stolt! føel ædel Nordmands Mod!
Tænk paa det Blod, du har i dine Aarer,
Din Faders, Tordenskiolders ædle Blod!
Viis det, hvad Kaar dig Skiebnen end bereder,
Og Nordens Agt forsøde skal din Iid,
Maaskee da Mænd af Magt, og Mænd af Hæder
Dig hielpe skal, din Vei at giøre blid.
Dog, uden dertil trygge Lid at fæste,
Dig Livets Bane blive, som den vil!
Lad alles Glæde, hele Jordens Beste
Kun være Maalet, som du sigter til;
Din Fader, Fædre, stræb i godt at ligne,
Skye Feil, saavidt støvklædte Aand formaaer,
Alherren vist dit Væsen skal velsigne,
Trods Livets ubetydelige Kaar.
Thi møder end i Mørket her paa Kloden
Blandt Sværmen idel Kummer og Fortræd,
Det varer stakket, naar han seer dig moden,
Han vinker dig ind til sin Evighed.
Her sees det noksom, altid, allevegne,
At her er ei de sande Glæders Hiem;
Men hisset, i Lyksalighedens Egne,
Der har den Eviggode giemt os dem.
Der lønner han, o Wessels Søn! din Fader
For hver den Fryd, han har os gav saa blid,
For hver den Fryd, han ingen Tid aflader
At give dem, som sandest ædelt Vid
Kan give Fryd; der lønnes hver hans Tanke,
Hvert Ønske for at glæde Mennesker,
Om og vor Daarlighed og Støvets Skranke
End hindred, at de ei opfyldtes her.
Der, Wessels Søn, skal ogsaa du belønnes,
For hvad du virke skal, din Stamme værd;
Om da din Iid ei her paa Jorden lønnes,
Til Jordens Fryd vær rask og uforfærd!
Og naar du saa gaaer hen til dine Fædre,
Og ham, som hviler her, din Roes er hans;
Og Dyden skal dit Savn med Taarer hædre,
Erkiendtlighed din Grav med Ærekrands.