Til en nyefødt Prinds
(Efter det Tydske.)
(Efter det Tydske.)
Ja græd du kun! Du har langt større Ret
Til Graad, end nogen af os alle har.
Du skal engang i sin Tid blive Konge.
Du vorde skal udi din hele Stat
Den største Herre og den største Træl!
Til Bod for dine Fædres stolte Lyst
At herske over hele Jordens Kreds,
Skal Verdens Pine dig igien forfølge
Fra alle Kanter; Hver, som seer dig, skal
Forlange hvad du har og ikke har.
Du blier den Borg, som alle storme til,
Den eene Mand, af hvem, hvorhen du gaaer,
Enhver af dine hundredtusinde
Vil have alt, som om du varst en Gud.
Som den fornemste Borger i din Stat,
Du alles Sorg maae sørge. Alting sover.
Men du maae vaage, du meest plagede!
Giør du det ei, saa vil udi dit Rige
Ei større Synder gives, end du est.
Og ingen skal det fra sin Ungdom blive
Saa vanskeligt, som dig, at indsee klart
Hvad Sandhed er, og være stor og god.
Saa vidt dit Scepter naaer, skal ingen Siel
Saa tit, som Du, hver Dag bedraget blive.
Før Sandhed i dit hulde Folkes Bønner
Kan naae dit Øre, er alt hundrede
Beredte til at skiule den for dig,
Og dele mellem sig i mørken Krog
Den Fordeel, din Vildfarelse dem skaffer.
Du, ravende i Lyst og Overflod,
Forblindet af den Glands om din Person,
Inddysses i en herlig gylden Drøm,
Mens Folket ved sin Vaande sukker dybt.
Din Skat blier Millioner. Men, o Prinds!
Gid du kun saae, hvordan de samle sig,
De Millioner! Her med Veemods Graad
Bær Enken frem sin Skierv; Daglønneren
Hist bringer Sveden af en møisom Dag.
Det halve gier han dig, for Resten kiøber
Han Brød for sine Børn, og veed ei selv,
Hvoraf de leve skal den næste Dag.
En anden gier sin Seng for halve Værd
Til Priis, og sukker: Vel staaer Vinteren
For Døren; dog! i Morgen aarle kommer
Den strænge Foged, som ei vil, ei tør
Det mindste eftergive. See, o Prinds!
Det er en Deel af dine Millioner.
At nu din Barm betids maae lukkes for
Medlidenhed, og vorde følelsløs,
Skal man dig give Smag paa Jagt og Hunde,
Og Grusomheds den vilde Lystighed.
(En blodig, Fyrste-Siel uværdig, Iid!)
Her vil man lære dig at glædes ved
En Skabnings Qval og Krampetræk og Stønnen,
Og lære dig at lee ad udøst Blod.
Stolt af sin Rang, og stolt af at opdrage
Sin Fyrstes Søn, blier din Hofmester selv
Een af de tidligste, som smigre dig.
Naar først dit Haar i faver kruset Lok
Paa Skuldre falder, da vil dig en Hær
Af Hyklere omringe, hvor du gaaer.
See! deres Ord vil dannes efter dit,
Og deres Fod vil flyve rask afsted,
At forekomme Ønsket, som du var
I Færde med at ønske. Deres Mund
Skal stande aaben, og, om du kun giør
Det, som din Slaves Søn ti gange giør
Om Dagen, skal den bryde ud i Roes,
Som om din Daad var stor og underfuld.
Ledsagere du have skal, og naar
Du røver Huus og Hiem, og Viv og Børn,
Og Plov og Øxe fra din svage Naboe,
Skal de eenstemmig sige: Du giør Ret!
Og naar du Blod, som Vand, i fulde Strømme
Udøser, skal de sige: Du giør Ret!
Og naar i Brystet paa din ædle Ven,
Som taled’ Sandhed, der mishaged’ dig,
Du støder Dolken i din Hidsighed,
Da skal de raabe: Prinds! Du giorde Ret!
Imidlertid saa ville vi os glæde
Ved Sandheds, Venskabs, Elskovs rene Lyst,
Mens du, indspærret i dit gyldne Fængsel,
Har ei det ringeste af al vor Fryd.