Dybt i et Fængsel, hvor Elendigheder
Og Skræk og Mørke kun omringe mig,
Der, viid det, elskte Ulfeld! der tilbeder
Endnu din kielne Leonore dig.
Ja, om en Engel vilde blid beskiærme
Blandt tusind’ Farer disse Linier,
Og om de i mit Sted sig maatte nærme
Derhen, hvor du, min evig Elskte, er;
Da skulde de mit hele Hierte male,
Min Kummer skulde de fortolke dig;
Sødt vilde da den Tanke mig husvale:
Min Ulfeld veed min Nød, han ynker mig!
Ja, ynk mig ædle Mand! men salig Smerte,
Men kierlig Graad du mig kun ofre maae;
For min Skyld ingen Qvaler i dit Hierte
Bebreidende imod dig skal opstaae.
Du har ei skabt de Piner, som fortære,
Den kolde, stolte Spot, som qvæler mig,
Endskiønt for dig, o Mand! jeg den maae bære;
Min Brøde er, at have elsket dig.
Og denne Roes skal intet mig betage;
Den er min sidste Trøst i Lidelser;
Lad hele Verden dine Feil opdage
Reen, som en Engel, du mig altid er.
Den store Konge, som nu Graven dækker,
Han selv har lagt min høire Haand i din,
Og Døden selv ei dette Løfte svækker,
I Evigheder skal du være min.
Med dig jeg roelig paa den vilde Bølge
Fra Fædreland og elskte Venner drog;
Det var min Roes, min Glæde, dig at følge,
Og tryg ved dig hver Skiebne jeg modtog:
Jeg fulgte dig i Flugtens Farligheder!
Med dig jeg Fængslets Rædsler deelet har,
Ah! — da var intet rædselfuldt; thi Glæder,
Thi Himlens Glæder smilte, hvor du var. —
Men hør, hvordan man hevner denne Brøde
Paa fierde Christians Blod, paa din Gemahl,
O Mand! da skal dit ømme Hierte bløde,
Og mine Børn skal græde ved min Qval.
Men naar de nu i Kreds om dig fornemme
Din Leonores mange Lidelser,
Da, Ulfeld! o da lad dem aldrig glemme,
At deres Moder dog uskyldig er.
Du veed det; i de stolte Britters Rige
Er een som vælter sig i Laster ned;
Han hersker der. — Ha! jeg Ulykkelige,
Som troede slig en Konges Ærlighed.
I kielen Vellyst glemte han de Dage,
Han glemte Kongers Pligt imod den Svage:
Forrædersk nedrig overgav han mig. —
Jeg slæbtes bort; snart saae jeg disse Bredde,
Min Fader før har værget med sit Blod;
Ah! tænkte jeg, hans Datter skal med Glæde
Udøse sit, og iile ham imod.
Da skal jeg som en Engel stedse svæve
Beskyttende omkring min elskte Mand,
Og see ham, roelig, ubekiendt, at leve,
Maaskee forsonet med sit Fødeland —
Men ah! til langsom Pine man mig giemte;
Man vidste, Dyden frygter ingen Død;
Til bitter Haan man din Gemahl bestemte,
For ved min Harm at føle Hevnen sød.
Man spottende afreev mig mine Klæder —
O Danmark! er det saa du hevner dig? —
I Slavedragt, forskudt, som en Misdæder,
Man fra min Broders Slot, bortførte mig.
Da saae jeg Hesper sidste Gang; den blinked
I Aftenrødens Straaler dalende;
Da flød en stille Taare — og man vinked,
Og Fængslets tunge Dør sig aabnede.
Her er jeg nu, og denne skumle Huule,
Hvor aldrig Solens Straaler smiled’ ned,
Og denne tykke, sorte Muur, skal skiule
For Verden mig og min Elendighed.
Naar Vinterstormens huule Stød mig vækker,
Hengrubler jeg den lange mørke Dag;
Dybt Sneen da de snevre Ruder dækker,
Som bragte Lysning giennem lave Tag.
Blegt gnistrer vel en Lue ved min Side,
Og ved dens Lys jeg skriver her til dig;
Men og for den Velgierning maae jeg lide,
Dens fæle Røg tidobbelt qvæler mig.
Naar Foraarssolen Vintrens Strenghed hæver,
Den lindrer dog ei min Elendighed,
Dog ingen Zephyr qvægende nedsvæver
Til dette rædselfulde Opholdssted.
Og aldrig skal jeg see Naturens Smykke;
Død er jeg — død for heele Skabningen,
For intet Menneske jeg kan udtrykke
Min Nød; — for ingen Ven udøse den. —
Dog engang man en saaret Hund mig sendte,
Og din Gemahl man den at læge bød;
Man vilde dybt forhaane mig — man kiendte
Ei, at Medlidenhed er himmelsk sød. —
Ah! tænkte jeg, du er forskudt, du Arme!
Og uden Skyld du er ulykkelig;
Din Skiebne ligner min — mit Straae skal varme,
Min ømme Haand skal kielent pleie dig.
Tit sad jeg da, og blide Glæder smagte,
Hvergang jeg lindrede den Usles Vee;
Hver Nød jeg glemte, naar sin Tak den bragte,
Og kielent ved min Side logrede.
Dog atter nu jeg eene er tilbage,
Og intet Levende jeg skuer meer;
Kun stundum, naar de tunge Skodder brage,
Med Gysen jeg den haarde Slutter seer.
Her sidder jeg nu ørkesløs, og tænker
Den lange Dag, o elskte Mand! paa dig;
Da er mit sidste Haab, at Himlen skienker
Dig noget af den Fryd, den nægter mig.
Men, o hvor svagt er dette Haab! du være
Lyksalig ved din Leonores Nød?
Du skulde roelig Danmarks Vrede bære,
Du, som har frygtet Haanhed meer end Død? —
Dog Mand! vær stærk; thi kun den sande Store
Kan trodse Skiebnens Magt, og bære den;
O Mand! vær stærk; o thi din Leonore
Har intet uden dette Haab igien. —
Dog, troer du det? — ei hver en Glæde døde;
Tit kan jeg føle salig Trøst endnu;
Tit kan jeg al min Bitterhed forsøde,
Blot ved at komme fordums Tid ihu.
Ja! helligt er mig Mindet af de Dage,
Da første Gang din Brud man kaldte mig,
Da ingen jordisk Krone kunde drage;
Tilbedte Mand! min Kierlighed fra dig.
Jeg glemte Høiheds Glands, og Hoffets Glæder,
Og heele Verden, henrykt, ved din Arm;
Jeg følte Himlens reene Saligheder,
Naar kielent du mig trykte til din Barm.
Til Viisdom du min unge Siel anførte,
Og andres Sprog jeg lærte paa dit Skiød;
Og naar jeg da lærvillig, munter, hørte,
Da var et Kys den søde Løn, jeg nød.
Naar disse Tanker i min Siel oprinder,
Jeg med den heele Jord forsonet er,
Hver Følelse af Kummer strax forsvinder,
Mit Fængsel selv er ikke rædsomt meer.
Da henrykt i min søde Drøm jeg maler
Den store Konges Billed for min Siel;
Jeg seer ham mellem sine Børn, han taler
Med hver især, aarvaagen for vort Vel.
O! naar han, træt af Kronens Byrder, iiled’
Hen til os, stedse paa hans Knæe jeg sad,
Og spæde Dyder, hver en Gang jeg smiiled,
Opdagede hans Fader-Øie glad.
Og da jeg voxde op, det var hans Glæde,
Sin heele Siel at kunne tolke mig;
Ved sine Smerter saae han mig at græde,
Han saae mig glad, naar han var lykkelig.
End seer jeg ham, den gamle Helt, at bøie
Sig kierlig ned imod mig fuld af Saar;
Forbundet, hovnet var hans brustne Øie,
Og Blodet klæbed’ i hans hviide Haar.
Sig Smerten paa de blege Kinder malte
I hvert et Træk, som svagt han skiulede;
Men, o den Roelighed, hvormed han talte!
Den Høihed, hvormed han mig trøstede:
„Min fromme Leonore! og du græder!
„O! disse Smerter vi velsigne bør;
„Mit Blod har flydt til mine Rigers Hæder,
„Med Glæde for mit kiere Folk jeg døer.
„Ja, skiønne Død! o da skal Verden lære
„Af mig, hvad Fyrstens høie Pligter er;
„Mit Minde da blandt dem skal helligt være,
„Hvis Velfærd var mig meer end Livet kier.
„Da skal igien den brave Danske byde
„Erkiendtlig for min Søn hver Fare Trods;
„Da sige de: vort Blod for ham skal flyde;
„Hans gamle Faders Blod har flydt for os.
„Og som en Engel skal de see dig vanke,
„Min Datter! hædret ved din elskte Mand;
„Da stiger Glæden hos dem ved den Tanke:
„Din Fader var den gode Christian. —
Men Ulfeld! død er Christian den Store!
Ja, elskte Fader! du er lykkelig;
Gid ingen Sukke fra din Leonore
I Salighedens Egne naae til dig!
Men saae du hende her, som en Misdæder,
I evig Nat, adskilt fra Mennesker! —
Og saae du hendes Mand, som en Forræder,
Landflygtig, hadet, miskiendt af enhver —
Dog — bort I fæle Tanker! ved dit Minde,
Du Herlige! skal Smerten svinde hen,
Og i din Datters Bryst skal Fryd oprinde,
Og saligt Haab, at nyde dig igien.
Ja Ulfeld! snart den store Time kommer,
Da intet Fængsel os adskiller meer;
O Mand! vi mødes for al Verdens Dommer;
Han dømmer naadig Støvets Handlinger.
Han deeler Løn til den, som her i Lænke,
Og den, som her i Diademet gik,
Og mangen Gang han vil til Slaven skienke
Den Salighed, som ei hans Fyrste fik.
O! der, i disse reene, høie Glæder,
Der skal jeg længselsfuld omfavne dig,
Og i ufattelige Saligheder
Skal evig vore Siele blande sig.
Da see vi Nordens store Konge smiile
Blandt vore Børn, vi da ham svæve nær.
Ved dette Haab, o Mand! din Tanke hviile!
Vor usle Jord er ikke Taarer værd.