Carl Ploug (1813–94)

Luk op for Lyset! — Skod og Lem

maa ej dets Straaler indestænge,

mens udenfor staa Nok, som trænge

til Trøst og Lægedom af dem.

Blot for at varme Lærdoms Potte

og Selvbeundrings Syn at gotte,

er Lyset ikke blevet til.

Det tændtes, for at Een og Hver,

hvis Aand af Tørst og Hunger lider,

som Mørke ser paa alle Sider,

og ej har Maal for eget Værd, —

at han sin Vej skal trøstig træde

og gjøre Gavn og høste Glæde

for sig og for sit Fædreland.

Det tændtes, for at slaa i Kvag

nedarvet Ladheds haarde Pandser,

som Sjælens Væxt og Trivsel standser,

og kvæler Hjertets frie Slag;

for bort at jage Død og Kulde,

og løfte Sindet over Mulde

mod Himlens Hvælv og Stjernens Glands.

Det tændtes, for at modne til

de vakte Sjæles Ungdomsgrøde;

for at faa Kinder til at gløde,

og Hjerter til at fange Ild,

saa Viljerne kan sammen klinge,

og Armene vil Sværdet svinge

for Fædrelandets gode Sag.

Luk op for Lyset! saa det snart

vort danske Hus maa gjennemstrømme;

saa alle Spøgelser maa rømme,

og alle Levende se klart;

saa her maa vorde godt at være,

og lyde Tak og Pris og Ære

til Ham, fra hvem alt Lyset kom.