†
†
Niels Laurits Høyen
29. April 1870.
29. April 1870.
Nu tier den Røst, hvis mægtige Klang
til Konstens Helligdom ringede Folket;
der straalte som Farver og smelted som Sang,
mens Sandhed den lærte, og Skjønhed den tolked;
der svulmede frem som en rivende Flom,
naar Følelsens Vaarsol Bølgerne linned;
der videde Synet og løftede Sindet,
fordi den fra Livets Højtinder kom.
Og Hjertet, der slog saa frit og saa let
som Barnets, hvis Verden er Moderens Kammer,
der aldrig af Gadesnavset fik Plet,
og aldrig blev furet af Selvsygens Skrammer, —
og Kundskabens Skatte, som hele hans Kraft
gik med til at søge og sigte og samle,
som villig han delte med Unge og Gamle, —
nu hint staar stille, og disse gik tabt.
Ja, han var en Storhed, men ikke af dem,
som Moden har rejst, og dens Vægelsind vælter;
og ikke af dem, der sig selv vise frem,
drapperte med Musers og Gratiers Belter.
Han vilde ei synes, men det var ham nok,
i Stilhed og Ydmyghed Vejen at vandre;
hvor højt han dog ragede frem blandt de Andre,
det mærkede ikke den stærblinde Flok.
Men Savnet, der aabner sit Svælg ved hans Grav,
det kan ikke maales med Lod og med Line,
ej skjules af Takken for Alt, hvad han gav,
ej fyldes af dem, der hans Fodspor vil trine.
I Ham har vi mistet en styrende Magt,
en vaabenstærk Fører ad Aandernes Bane;
med Ham er der sænket en sejerrig Fane;
et Maal af vort Liv er tilbage lagt.