Rasmus Nyerup (1759–1829)

Det ved Signes og Habors Hændelser fremstillede Exempel paa trofast Kjærlighed, urokkeligt Venskab, uslukkeligt Had til Fiender, samt Hævnelyst og Ringeagt for Døden, er det rene Aftryk af det gamle Nordens Aand og Tænkemaade. En Skildring af den Natur greb saa aldeles ind i ethvert skandinavisk Gemyt, at ikke allene alle tre nordiske Riger, men endog i ethvert Rige tre fire Provindser, tilegnede sig den her besjungne Tildragelse. Ogsaa er, indtil de seneste Tider, dette Æmne bleven bearbeidet af Digterne paa adskillige Maader. Messenius skrev i Begyndelsen af 17de Aarhundrede: Signill, thet är en lustigh och sanfärdigh Tragoedia om then høgborne mycket berømte och manhaftige Hertige Hertigh Habor, Konnung Amunds Søn af Norige, och then høgborne skøne och trofaste Frøcken Signill, then stormechtige Herres Hr. Sigars Sweriges Konnungs endeste Dotter o. s. v.; Suhm skrev sin berømte af Christiani fortydskede og af Pressel i et slet Sørgespil forvandlede — Fortælling Signe og Habor; Pram anbragde Begivenheden som en Episode i sin Emilias Kilde; og muligt vi ogsaa fra Øhlenschlæger med Tiden kan vente et Drama, hvori Signes og Habors ulykkelige Kjærlighed er Themaet.

        Det Factum, som ligger til Grund for dette i hele Skandinavien saa almeen yndede Sagn skjuler sig langt borte i den fjerneste Oldtid, hvor man raver i et tykt Mørke uden at kunne med Critikens Fakkel belyse de forekommende Gjenstande. I Landnama og de eddiske Sange, hos en Saxo og en Snorro, altsaa hos Forfattere, som har levet i 11–13 Aarhundrede, er Talen derom som et Eccho der gjenlyder fra hine længst henrundne og umindelige Tider. Derfor kan ogsaa saa mange Steder gjøre Paastand paa den formentlige Heder, at have været Scenen for denne standhaftige Elskov, og man er ikke istand til med historisk Kritik og Henvisning til Kjendsgjerninger at afgjøre Tvisten imellem dem. Alle have de Folkesagn og visse Egennavne at beraabe sig paa som Hjemmel for deres Paastand, saa det gaaer som i Comoedien, hvor af de tvende stridige Parter enhver havde Justinian paa sin Side. Man høre engang de forskjellige Testimonia og Grunde, og ihevlkde fornemste Forfægtere ere, som ethvert Land har for sin Mening.

1. Saxo Grammaticus, med samt sin ypperlige Commentator

2. Stephanius. See dennes Notæ uberiores in Historiam Saxonis Gramm. pag. 158–60.

3. Den danske Rimkrønike.

4. Ole Worm i hans Monumenta Danica pag. 133–38.

5. Peder Syv i Anmærkningen til den XI Vise i IV Part i Kjempevisebogen; og endelig den ucritiske utilforladelige og lettroende Compilator

6. Seyer Mahling Beyer i hans Beskrivelse over Bringstrup og Sigersted Sogne, hvor man faaer at vide, at han i en Gravhøj fandt Kong Sigars Spore, Stridsøxe og Kaardeklinge, samt hans Hestes Sko, ligesom i en anden Dronningens Brystsmykke; hvor man paa hans antiqvariske Landkort finder Habors Høj, Signes Bur, Signes Brønd, og Ternehullet; for ikke at tale om den af ham selv opdigtede Runeinscription over Kong Sigar.

1. I en Indberetning til Antiqvitetscommissionen fra Hr. Gadolin, Præst til Nørbæk Sønderbæk og Lesten, i Sønderlyng Herred i Viborg Stift, af Dat. August 1809, heder det: „Af Sagn fra Oldtiden haves og her i Egnen det Bekjendte om Sivert Konge og Habor Konge, hvorom Visen begynder: Sivert Kong og Habor Kong de yppede sig en Kiv. Kongens Bopæl, eller Stedet hvor samme har ligget, vises endnu paa Heden, sønden for Nørbæk, og en tæt derved liggende Mose heder Habors Mose. Ligeledes sees Ternestenen, hvor den troløse Terne, der opdagede de to Elskende, ligger begraven“.

2. Jørgen G. Blicher, Præst til Vorning Qvorning og Hammershøj, indberetter følgende: „I Lyngheden, sydøst for Hviding By i Vorning Sogn, ligger Habors Høj, og er her et almindelig Folkesagn, at den Tildragelse her skal være foregaaet, som besynges i Kjempevisen, Sivard Konge og Habor Konge &c. Habors Høj siges at være den hvor Habor blev hængt og begraven. I en Fordybning, ikke langt fra denne Høj findes to temmelig store Stene kaldte Ternestenene. Almuen siger, at der altid paa disse Stene sidder en lille Fugl og hvipper. Det skal være den forbandede Terne, der sidder og beklager sin og de ulykkelige Elskendes Ulykke“.

        At Romanen ogsaa er kommen derhen, synes ikke at have nogen anden Hjemmel end det ubekjendte formodentlig ved en Trykfeil forvanskede Ord „Suderborg“ i Crantzii Svecia lib. I, Cap. 46; hvor man underrettes om, at efter Folkesnak kunde man endnu see Signe sidde i Suderborg ved Ilden og rede sit Haar, men altid vendte hun blot Ryggen til Tilskuerne. Dette Suderborg er i den ranzovske Libellus de origine nomine fortitudine et rebus gestis Cimbrorum, 1594. gjort til Sønderborg paa Als, og Tildragelsen beskreven i et latinsk Poem.

        Gaae vi over Sundet til vore Naboer, og adspørge dem hvor Scenen var for denne Tragoedie, saa henvises man til

        I de til Worm 624indsendte antiqvariske Beretninger fra Provsterne i Skaane, som ere af Sandvig indrykkede i Samlinger til den danske Historie 1ste B. 1 Hefte, tales S. 124 om Havburs Eg og Signelils Bur; hvorom er en yderligere Forklaring hos Sjöborg i hans Blekings Historie S. 15 Note 7.

        Her er ved Segersjö Kongsgaard i Lennäs Sogn Habors Høj, Signes Kilde, og Kong Sigars Grav. (See Salvii Upland. S. 237).

        Erkebispen Laurentius Petræus, og efter ham Messenius (Scondia. Tom. IV. p. 28. og Sveopentaprotopolis Cap. 12) lade Tildragelsen gaae for sig i Haatuna Sogn, ikke langt fra Sigtuna, hvor der efter Salvius Pag. 236 er en By som heder Signilsberg og en Habors Støtte, samt en Ternelund, og hvor Laurentius Petræus fortæller en Bonde skal have opgravet af Jorden den Bjelke, hvorpaa Habor var bleven hængt.

        Her i Sognene Aarstad og Asige, ikke langt fra Falkenberg, mangler der hverken paa Monumenter eller Sagn, til Bestyrkelse for den Hypothes, at Begivenheden her har gaaet for sig. Det seer man saavel af Hermanni Chytræi i Brings Monumenta Scanensia aftrykte antiqvariske Efterretninger S. 313, som af Richardsons Hallands Beskrifning S. 103 og følg. Hos den sidstnævnte Forfatter findes kobberstukken Afbildning af Habors Stene, (hvoraf de to højeste kaldes Galgen), Signes Bur, Sigarsted-By, og Sigars- eller Kongsberget.

        At den hallandske Tradition ikke har været ubekjendt i Danmark, seer man af Yttringerne hos Hvitfelt, hos Vedel i hans Oversættelse af Saxo, og hos Anna Krabbe i hendes haandskrevne Visebog.

        Begive vi os fra Halland over Grændsen til Norge, bliver man her atter paa samme Maade henviist fra et Sted til et andet lige op til Landets yderste Ende.

1. Ved Kjøbstaden Frederikstad i Aggershus Stift viste man den opsloeske Biskop Jens Nielsen paa hans Visitatsrejse 1584 Hagbarholm, hvor Haubor Kongens Søn blev hængt, og strax derhos Salborg, hvor Signe indebrændte sig i sit eget Bur. (See det norske Videnskabsselskabs Skrifter nyeste Samling 1ste B. S. 56.)

2. Professor Arnas Magnæus har paa en løs Seddel antegnet følgende: „En halv Fjerding ovenfor Stavanger, noget nær midt imellem Laurvigen og Stavern, staaer en stor Bondegaard, som hedder Angenæs, som tilforn skal have været kaldet Hangenæs. Rundt omkring Gaarden er nu tyk Granskov. Paa den Kant af Gaarden, som er imellem Gaarden og Søen, der gaaer fra Stavern ind ad Laurvigen, staae 4 oprejste Stene, hvoraf de to højeste som staae i Øster og Vester ongefær ere af en Mands Højde. Om disse Stene og Stedet har Bønderne den Relation, at her er begravet Hagbord Konge, efterat han var bleven hængt, fordi han havde lokket en Kongedatter. Ovenfor Laurvigen, hvor Stedet heder Nanset, sige de, at denne Kongedatter (Signelil) opbrændte sig selv; og det kunde sees der hen til Stedet hvor Hagbor blev hængt og begravet, og skal der da ikke have været Skov som der nu er. Af Hagbors Hængende, mene de, at Gaarden har faaet det Navn Hangenæs. De 4 Stene har jeg selv seet“.

3. Torfæus i sin Series p. 280 nævner Sigarsvold paa Lister, hvor man endnu seer Levninger af Mure og Grundstene af et Slot, som et Sted, der ogsaa prætenderer at have været Residents for Signes Fader Kong Sigar. Ligeledes anfører samme Forfatter i samme Henseende l. cit.

4. Gaarden Ørnæs i Sogn i Bergens Stift ej langt fra det Forbjerg Aungulsnæs.

5. Endelig komme vi til det Sted som vel maa siges at kunne for en Deel maale sig med Sigersted i Sjelland, i Henseende til retmæssig Krav paa den omtvistede Hæder. Det er Hagbarholm strax ved Laugmandsgaarden Stegen i Stegens Præstegjeld i Saltens Fogderi i Nordlands Amt, hvor Kong Sigard skal have boet paa Gaarden Steig eller Stegen, beliggende paa Øen Aungley nu Engelen kaldet. (Torfæus l. cit. Schønings norske Hist. 1. S. 201). Det som især taler saameget for dette Sted er det Vidnesbyrd i Landnamasaga (Khavn. 1774) S. 236. „I Aungley bio Sigar Konge á Steig, oc thar er Signyarbrudur i Hagbarsholme“. ɔ: Kong Sigar af Steig boede paa Aunglø, hvor Signes Brønd er paa Hagbarsholm.

        Denne vidtløftige antiqvariske Rejse tillands og tilvands, tilfods og tilhest, paa Vogn eller i Kælke, for at være vis paa, at man dog endelig i et af Landene er kommet til det rigtige og sande Rettersted, hvor Habor blev hængt — en Travlhed som Gram, ikke saa ganske i utide, persiflerer i sine Noter til Meursius Col. 58 — kan man forresten dispensere sig for, naar man har Mod til at hylde de Berlaufske altfor skeptiske Grundsætninger. I den nordiske Archæologies Historie (Skandinav Museum for 1807 1ste Bind) S. 8 yttrer han sig nemlig med overdreven historisk Pyrrhonisme saaledes: „Et Factum bliver mistænkeligt derved, at det tilskrives forskjellige Steder, f. Ex. Signes og Habors Roman, der sættes paa saa mange forskjellige Steder her i Norden. Ligesom Enhver der paa forskjellige Steder seet forskjellige Hoveder, som alle tilskrives Johannes den Døber, falder snarest paa, at intet af dem er det rette, saaledes maa det og falde Kritikeren ind, at Signe og Habor have aldrig været til“.

        Hvad den her paa ny udgivne Vise angaaer, hvori Riddertidens Galanteri og Manerer findes parrede med den nordiske Fortids raa Sæder og vilde Adfærd, da grunder den sig paa Aftrykket i Tragika. De andre mig bekjendte danske Udgaver ere (foruden den i Levninger af Middelalderens Digtekonst) af 1665. 1672. 1708. 1710. Paa svensk har jeg see Udgaver af 1685 hos Doctor Zetterstrøm i Upsala, af 1800, trykt i Gefle, hos Kongl. Expeditionssecretæraren Thomée i Stockholm, selv ejer jeg en af 1739 og en uden Aarstal. Visens oprindelige Alder er ikke let at afgjøre. Sandvig i sine Levninger henfører den til den 13de Aarhundrede, dog medgiver han store Forandringer. Messenius i Sveopentaprotopolis tillægger ogsaa sin svenske Vise om denne Begivenhed en høj Alder, naar han Pag. 62 bruger det Udtryk „de Haboris et Signes vulgatissimis amoribus, plurimis ante seculis concinnata et publicata cantio“. Begge Dele maatte vel være at overdrive Sagen noget; endskjøndt man med Sikkerhed kan antage, at den ikke behøvede saa kort en Tid til at blive almen bekjendt, og det var den danske ved Midten af det 16de Seculo. I den Aar 1575 udgivne Oversættelse af Saxo siger Vedel S. 146 i en Anmærkning: „Om Hagbarts Historie er lagt en Vise, som siunges endnu almindeligen paa denne Dag“.

        Dette være nok til en Indledning! Hjelper den ikke til videre, saa lærer man dog deraf, at Habor spaaede Sandt, da han blandt andre sine Trøstegrunde, han anførte før han skulde døe, udraaber:

Paa Dansk hos Vedel: „Naar vi ere hendøde skal al den nordre Verden endda vide at sige af vor tro Kjærlighed og Endeligt“; og efter Thura.