1ste Vers.
Kong Hafbur og Herre Kong Sivard
De yppede dem en Kiv,
Alt om hin stolten Signelille,
Hun var saa væn en Viv.
Hvad enten I vinde mig, eller end saa ven en Mø,
2.
Og det var Hafbur, Kongens Søn,
Han vaagner om midie Nat;
Taled’ han om sine stærke Drømme
Baade skjødt og overbradt.
Hvad heller I o. s. v.
3.
„Mig tyktes jeg var i Himmerig,
Udi den favre By;
Jeg havde min Kjærest’ i min Arm,
Vi fulde igjennem den Sky.“
Hvad heller I o. s. v.
4.
Alle da sadde de Jomfruer og Møer,
De gave det ikke i Gjemme,
Foruden hans allerkiæreste Moder,
Hun agted’ saa vel hans Drømme.
5.
„Gak Du Dig i Bierget ind,
Og vær Du Dig ei’ seen;
Bed Du Elvens ældste Datter,
Hun raader Dig Drømmen Din.“
6.
Det var Hafbur, Kongens Søn,
Tog Sverdet i venstre Haand,
Saa gik han sig til Bierget hen,
At søge den Lillievaand.
7.
Han klapped’ paa Bierget med sit Skind,
Med sine smaa Fingre og lette,
Vaagen laae hun, Elvens Datter,
Hun vidste vel hvad det sæd’te.
8.
„Hil sidde I, Elvens fineste Datter!
I er vel svøbt i Skind.
Jeg beder Eder for den øverste Gud,
I raade vel Drømmen min.
9.
Mig tyktes jeg var i Himmerig,
Udi den favre By;
Jeg havde min Kjærest i min Arm,
Vi fulde igjennem den Sky.“
10.
„Det Du drømte Du varst i Himmerig,
Da skal Du vinde den Mø;
Tyktes Dig, Du faldt igjennem den Sky,
Du skal for hende døe.“
11.
„Og er det mig til Lykke lagt,
At jeg maa vinde den Mø,
Da blir det mig ei til Sorrig vendt,
Skulde jeg end for hende døe.“
12.
Herr Hafbur lader sig Haaret voxe,
Og Jomfrueklæder skjære;
Saa rider han til Kong Sivards Gaard,
Han agter der Slyngende at lære.
13.
Herr Hafbur lader sig Klæder skjære
Alt udi Jomfrue-lige,
Saa rider han sig op ad Land,
Kong Sivards Datter at svige.
14.
Midt udi den Borgegaard
Der axler han sit Skind,
Saa gaaer han udi Højeloft,
For Fruer og Jomfruer ind.
15.
„Hil sidde I Fruer og stolte Jomfruer,
Baade Møer og høviske Qvinder!
Og allermeest Dannerkongens Datter,
Om hun er ellers herinde!
16.
Hil sidde I, Signild, Kongens Datter!
I spinder det Silketvinde;
Herr Hafbur har mig til Eder sendt,
I skulde mig Slyngende kjende.“
17.
„Og har Herr Hafbur Eder til mig sendt,
I er en velkommen Gjest;
Al den Slyngende som jeg kan,
Den tjener jeg Eder som bedst.
18.
Og al den Slyngende som jeg kan,
Den lærer jeg Eder saa gierne;
Og I skulle æde af Fad med mig,
Og sove næst hos min Terne.“
19.
„Og jeg haver ædt med Kongebørn,
Og sovet hos deres Side;
Skal jeg med Terner til Senge gaae,
Da maa jeg sige af Qvide.“
20.
„I lader det fare, min skjønne Jomfru!
I faaer hos mig ingen Harm;
Og I skal æde af Fad med mig,
Og sove alt paa min Arm.“
21.
Alle da sadde de stolte Jomfruer,
De syede alt hvad de kunde,
Foruden Hafbur, Kongens Søn,
Han legte med Naalen i Munde.
22.
De syede Hjort og de syede Hind,
Som de paa Skoven runde,
Hafbur fik aldrig den Skaal saa stor,
Han drak den jo ud til Bunde.
23.
Ind da kom den arge Terne,
Udi saa ond en Stund:
„Aldrig saae jeg en skjøn Jomfru,
Der mindre Slyngende kunde.
24.
Aldrig saae jeg nogen skjøn Jomfru,
Der mindre kunde sømme Lin;
Aldrig saae jeg nogen stolt Jomfru,
Der bedre kunde drikke Vin.“
25.
Det da meldte den onde Terne
Det hændeste, det hun torde:
„Aldrig saae jeg en ædel Jomfrue,
Der drak de Drikke saa store.
26.
Hun syer aldrig saa liden en Søm,
Hun har jo Synaal i Munde.
Og hun faaer aldrig saa stor en Skaal,
Hun drikker jo ud til Bunde.
27.
Aldrig saae jeg saa dierve Øjen
Paa nogen stolt Jomfrue;
Dertil saa har hun og to Hænder,
Der ere som Jern at skue.“
28.
„Hør Du, liden Terne! i hvo Du est,
Hvi spotter Du mig usnilde?
Ikke da laster jeg Dig et Ord,
Hvad Du syer vel eller ilde.
29.
Du lade Din Spot, Du lade Din Spe,
Du vogte ikke saa paa mig,
Hvad jeg vender Øjnene ud eller ind,
Jeg passer ikke deert paa Dig.“
30.
Og det var Hafbur, Kongens Søn,
Begyndte omsider at sye;
Han syede Hjort og han syede Hind,
Som de for Rækken monne flye.
31.
Han syede Lilier, han syede Roser,
Han syede liden Fugl paa Qviste.
De andre Jomfruer undred’ derpaa,
De vilde ham ikke miste.
32.
Og de syede dem den Dag til Qvælde,
Og ud paa Natten saa længe.
Op stode baade Jomfruer og Møer,
Dem lysted’ at gaae til Senge.
33.
Saa silde om den Aftenstund,
Der Dug drev over de Spange,
Da lyster hende, stolten Signild,
Med Andre til Seng’ at gange.
34.
Da spurgte Hafbur, Kongens Søn,
Hvor han en Seng skulde faae?
„I skal sove i Højeloft,
Alt paa de Bolster blaa.“
35.
For da gik hun, stolten Signild,
Ned over den Højelofts Bro,
Efter gik han, Hafbur, Kongens Søn,
Saa hjertelig der han lo.
36.
Saa tændte de op de Voxlys,
Saa herligt vare de snoed’.
Efter da kom den arge Terne,
Saa Ondt hun tænkte paa.
37.
De Lys vare slukte og Ternen gik,
De meente, de vare allene;
Herr Hafbur drog af sin Kiortel rød,
Hans Svert monne da først skinne.
38.
Kong Hafbur med stor Liste
Satte sig i Sengen ned;
Det siger jeg paa min gode Tro,
Hans Brynie klingred’ herved.
39.
Svared’ det stolten Signild lille,
Ret udaf Hjertens Verk:
„Aldrig saae jeg saa væn en Jomfru,
Der havde saa grov en Serk.“
40.
Hun lagde sin Haand paa Hafburs Bryst,
Den skinned af Guld saa rød:
„Hvi er ikke Brystet paa Eder voxet]
Som paa en anden Mø?“
41.
„Det er saa Skik i min Faders Land,
At Jomfruer ride til Tinge;
Fordi er Brystet ikke voxet mig,
Udaf de Brynieringe.“
42.
Og der laae de den Nat saa lang,
Den Kongesøn og den Jomfrue;
De snakked’ saa Mangt, de sove saa lidt,
De havde saa meget i Hue.
43.
„Hør I stolten Jomfrue Signild!
Medens vi ere ene to:
Hvo er den Kjæreste i Verden til,
Der Eders Hu ligger paa?“
44.
„Ingen saa er i Verden til,
Min Hu ligger mere paa,
End hin bolde Kong Hafbur;
Og ham maa jeg ikke faae.
45.
End hin bolde Kong Hafbur,
Den jeg aldrig med Øien saae,
Uden jeg hørte hans forgyldte Lur,
Naar han rider til Tinge og fra.“
46.
„Og er det Hafbur, Kongens Søn,
I haver af Hjertet saa kjær,
I vender Eder hid, Allerkjæreste min!
Jeg sover Eder jo saa nær.“
47.
„Og er I Hafbur, Kongens Søn,
Hvi vilde I mig saa Fjænde?
„Hvi rider I ej til min Faders Gaard
Med Hund, og Høg paa Hænde?“
48.
„Jeg var i Eders Faders Gaard,
Alt baade med Høg og Hund;
Eders Fader sagde mig bradelig nej,
Spotted’ mig saa mangelund.“
49.
Al den Stund de snakkede sammen,
Meente de vare ene to,
Ude da stod den falske Terne,
Hun lytted’ saavel derpaa.
50.
Skam da faa den slemme Terne!
Hun gjorde deraf stor Ry.
Stjal hun bort hans gode Sverd
Og saa hans Brynie ny.
51.
Hun tog med sig hans gode Sverd,
Dertil hans Brynie blaa,
Saa gik hun til Højeloft,
Som Sivard Konning laa.
52.
„Vogn op, vogn op, Sivard Konge!
I sover alt for længe;
Nu er han, Hafbur, Kongens Søn,
Hos stolten Signild i Senge.“
53.
„Ikke er her Hafbur, Kongens Søn,
Det Du monne mig af sige,
Han er langt borte i Østerleden
Med Kjæmper at fægte og krige.
54.
Du stat og ti Du slemme Terne!
Og lyv dog ikke paa hende.
Imorgen førend Sol opstaaer,
Da skal jeg lade Dig brænde!“
55.
„Hør I det min ædelige Herre!
Troer I mig ikke saa;
Her haver I hans blanke Sverd
Dertil hans Brynie blaa.“
56.
Kong Sivard blev i Huen saa vred,
Han raaber over al sin Gaard:
„Staaer op alle mine raske Hofmænd,
Her er en Kjæmpe saa haard.
57.
I tage Eders Sverd og Skjold i Haand,
I gjøre det uden Falsk;
Herr Hafbur Konge han har os giæstet;
Han er saa haard en Hals.“
58.
De stødte da paa Døren
Med Glavind og med Spyd:
„Stat op, unge Habor!
Og gak i Gaarden ud.“
59.
Det hørte hun stolten Signild,
Hun vred sine Hænder saa saare:
„Hør I det Hafbur, Kongens Søn!
Hvo der er uden fore.“
60.
Tak have Hafbur Kongens Søn,
Han værged’ sig som en Mand,
Ikke kunde de ham fange
Mens Sengestokken randt.
61.
Toge de Hafbur Kongens Søn,
Satte hannem i Bolter ny;
Han vred dem sønder i letten Mag,
Som de havde været af Bly.
62.
Det meldte da den gamle Terne,
Hun gav det onde Raad:
„Binde I ham i Signilds Haar,
Han rører ej Haand eller Fod.
63.
Tag I et af Signilds Haar,
Og binder Hafburs Hænder,
For den Villie, han har til hende,
Han river det ikke isønder“.
64.
Toge de to af Signilds Haar
Og bunde med dem hans Hænder;
Hun var ham i Hjertet saa kjær,
Han rykked’ dem ikke isønder.
65.
Meldte det stolten Signild lille,
Og hende randt Taare paa Kinde:
„Hafbur! I slaae det Haar isønder,
I gjør det med alt mit Minde“.
66.
Satte de Hafbur, Kongens Søn,
Udi den Borgestue;
Hannem gaae til baade Mand og Møer,
Og meest hans egen Jomfrue.
67.
Toge de Hafbur, Kongens Søn,
Lagde ham i Bøjen hin haarde.
Stolt Signild gaaer ham til og fra,
Hun fælder saa modige Taarer.
68.
Hun taler til ham med sorrigfuldt Mod:
„Vil I det, Hafbur tilstæde?
Her ere mine Mostre tre,
De skulle for Eder bede.
69.
Min Fader truer Eder i saa fast,
At lade Eder hænge i Gren,
Saa aarle i Morgen i højeste Eg,
Før Solen oprinder igjen“.
70.
Svared’ dertil hin unge Hafbur
Udaf saa megen Vrede:
„Jeg giver det saa lidet i Agt,
At Qvinder for mig skulle bede.
71.
I høre det kjæreste Signild!
I lade gode Villie kjende:
Naar I seer mig for Veiret svinge,
Lader Eder i Buret brænde“.
72.
Det svarede stolten Signild,
Saa saare monne hun qvide:
„Saamænd ved, Hafbur, Kongens Søn!
Den Bøn skal jeg Eder vide“.
73.
Fulgte de Hafbur, Kongens Søn,
Saa tykke af Slottet ned.
Der græd for ham saa mangen ham saae,
De bare sig ilde derved.
74.
Der de komme ud til den Plan,
Hvor Hafbur skulde Livet miste,
Han bad dem holde en liden Stund;
Han vilde der Elskoven friste.
75.
„Hænge I op min Kappe rød,
I lade mig det først see;
Det maatte Kong Sivart end fortryde,
At jeg skulde hænge i Træ“.
76.
Stolt Signild blev den Kappe vaer,
Det monne hendes Hjerte bedrøve.
Hun tænkte: „De onde Tidende er visse,
Det nytter ei længer at leve“.
77.
Saasnart kalder hun sine Jomfruer sammen,
Hun var saa mod i Sinde:
„Vi ville os i Højeloft gaae,
Nogen Tidsfordriv der at finde“.
78.
Det meldte stolten Signild,
Hun meldte et Ord med Pris:
„Idag skal jeg mig selver døde,
Finde Hafbur i Paradis.
79.
Og er her Nogen i vort Selskab,
Som voldte Herr-Hafburs Død,
Da hævner jeg det i samme Stund,
Vi brænde tilsammen i Glød.
80.
Der ere saa mange i Kongens Gaard,
Ere glade ved Hafburs Død;
Idag skal jeg det hævne
Paa deres Fæstemøer“.
81.
Satte hun Ild paa Højelofts Bure,
Saa hastelig den opbrændte;
Det maatte Hvermand for Øien see,
Hun lod god Villie kjende.
82.
Det var Hafbur, Kongens Søn,
Han Øjet over Axel skjød,
Da stod al Signilds Fruerstue
Udi en brændende Glød.
83.
„Tager nu ned min Kappe rød,
Lader den paa Jorden ligge;
Havde jeg ti Liv i Volde for eet,
Jeg vilde dem ikke tigge“.
84.
Kong Sivard ud af Vinduet saae,
Han var saa bange i Hu,
Der seer han Hafbur hænge i Eg,
Og Signilds Bur i Lue.
85.
Det meldte da den liden Smaadreng,
Var klædt i Kiortel rød:
„Stolt Signild brænder i Buret
Med alle sine skjønne Møer“.
86.
Det meldte Sivard Konge,
Og saa tog han oppaa:
„Aldrig saae jeg to Kongebørn
Saa ynkelig Skjebne faae.
87.
Havde jeg det før vidst eller hørt,
Elskoven havde været saa stærk,
Jeg skulde disse Ædlinge ej adskilt
For hele Dannemark.
88.
Løber I Nogle til Signilds Bur
Og redder hendes Liv;
Løber I Nogle til Gallien hen,
Herr Hafbur er ingen Tyv.“
89.
Og der de komme til Signilds Bur,
Da laae hun der i Glød;
Og der de kom hvor Gallien stod,
Da var alt Hafbur død.
90.
Saa toge de Hafbur, Kongens Søn,
Svøbte ham i hviden Lin;
Saa lagdes han i Kristenjord
Hos Signild Kjæresten sin.
91.
De toge den Terne i Hals og Haar,
Der blev det ynkeligste Mord;
Hende redte de den rette Brudeseng:
De satte hende levende i Jord.
Hvad heller I vinde mig, eller end saa væn en Mø.