Jeg ved det; jeg har lovet dig, vi skulde til Venedig;
min Dreng, kom sæt dig hos mig, saa drager vi af Sted!
Jeg længes ogsaa selv, og i Aften er jeg ledig,
og træt af alt det Mørke, vi bliver plaget med.
Og alle mine Tanker — i Venedig faar de Fred.
Hvad Vej skal vi nu tage, den gamle over Brenner?
Den har vi rejst saa ofte, vi kan den udenad.
Nej, vi vil til St. Gotthard, den Vej, du ikke kender,
men hvor din Far har været, da han var fri og glad —
Saa gennem Lombardiet til Lagunernes Stad!
St. Gotthard! — Har jeg aldrig fortalt dig om den Morgen,
jeg vandred ned ad Bjærget, der tindrede af Sne?
Jeg gik i Sol og Stilhed, højt hævet over Sorgen,
og sang som Gemseskytten og tav og maatte le.
Der var kun hvide Tinder og Himlens blaa at se.
Ved Siden af mig bruste en lille Flod ustyrligt;
en Ørn saa højt var steget, at den lignede en Stær.
Min lille Dreng, da saa jeg: Alt Liv er eventyrligt,
og hvis det ikke er det, saa er det intet værd!
— Jeg blev saa stærk af Lykke og fik Alverden kær.
Og alle mine Dage, de aabned sig som Gemmer,
hvor mange Ting har ligget i lange Tider gemt.
Og midt i Sneens Stilhed jeg hørte Lyd af Stemmer,
min Far’s og Mor’s og andres, jeg næsten havde glemt.
Det lød, som Solens Straaler var Strenge, der blev stemt!
Da blev din Far saa stille. Han løfted sine Arme
op mod St. Gotthards tause, snetindrende Tind
og loved tyst og helligt at værne om den Varme,
som Livets store Sammenhæng gød i hans Hjærte ind. —
Min Dreng, — det Løfte lægger jeg ogsaa dig paa Sind!
Ja, vi maa til St. Gotthard! Se der, de hvide Tinder,
de glimter allerede i Aftensolens Skær!
Og kan du høre Floden, hvor støjende den rinder,
som om den vilde raabe: Af Vejen! Jeg er her!
— højrøstet som et Menneske, der har sig selv for kær.
Saa ind igennem Tunlen, igennem Bjærgets Hjærte,
som fordum laa forstenet i tusindaarigt Hvil;
nu jamrer det og synes at vride sig i Smærte,
hver Gang det gennembores af Togets tunge Pil,
der farer frem ustandselig med larmende Il.
Og ud igen af Mørket! — Hvor aander vi befriet
og ser med dobbelt Glæde det høje Himmelblaa!
Og Toget jager fremad. Da ligger Lombardiet
udbredt for vore Øjne, saa langt som de kan naa.
Min Dreng, min Dreng, saa herligt et Syn du aldrig saa!
Se, ud til alle Sider, vidt ud til Himmelranden
de grønne, rige Marker af gule Floder delt,
og hvide Byer, som ligger og kimer til hinanden
og spejder over Landet, om det endnu er helt
— det Land, som gennem Tiden saa tidt var sønderdelt!
Vi ruller over Broer, vi suser gennem Vinjer;
imellem standser Toget for at trække sit Vejr.
Og atter gaar det fremad! Vi ser de første Pinjer
og hilser dem velkommen, for de er Sydens Trær.
Og vi to elsker Syden, vi har vist hjemme dér.
Da blaaner i det fjerne en smal og sølvblank Strime,
som om et Stykke Himmel hen over Jorden laa,
og gennem Luften hører vi St. Marcus Klokker kime —
Da stiger op af Havet den By, vi vilde naa:
Venedig, Havets Dronning, som før en Gang vi saa!
Ja, vi har set Venedig og vandret i dens Gader,
vugget paa Kanaler fra Palads til Palads;
stumme har vi staaet og stirret paa Façader,
bag hvis Søjlerader
fordum Fester fejredes ved vinfyldte Glas.
Se, bag disse Ruder sad Tizian og maled;
her i denne Højsal stod Dogen og befaled,
og hans Bud blev adlydt fra Hav og til Hav —
— Ak, nu er Venedig kun Venezia’s Grav!
Hvor vi vender Øjet, dér møder os kun Minder.
Livet selv er standset; skal det røre sig paany?
Stille ligger Staden, mens Dagene forsvinder,
én for én de rinder
farveløse, døde gennem Farvernes By.
Mindes du Marcuspladsens Skyer af hvide Duer
i Kreds om Kampanilen, der stod saa stolt, men nu er
en sørgelig Ruin, en Dynge Sten og Grus?
— Min Dreng, saaledes segner selv Lykkens største Hus.
Den ranke Kampanile!
— Ja, husker du de Gange
vi gik, din Mor og du og jeg, og drømte ved dens Fod?
Gennem Aftnens Stilhed klang Guitarspil og Sange.
Imellem blev du bange,
ængstet af den Skønhed, din Sjæl jo ej forstod.
Tidt kom det mig for, at jeg kunde Hulken høre;
Fortidens Røster de runged i mit Øre,
højest Colleone’s Kommandostemme bød;
men der var ej længer blot én, som ham lød.
Husker du Gondolerne; de duvede som Svaner,
dukked under Broerne og viste sig igen;
syngende stod agter en mørk Venezianer,
som med sikre Vaner
styrede vor Baad ad Kanalvejen hen.
Vandet laa solblankt, men rugende sort,
dystert som gemte det Hemmeligheder,
Menneskeskæbner, det skjuler og freder,
Minder om Liv, som er stedet til Ro!
— Saa gled vi ind under Sukkenes Bro.
Sukkenes Bro!
Ja, min Dreng, du maa vide,
her i den By, der blev bygget til Fest,
her maatte mange uskyldige lide,
tidt maatte Lykken i Lænkerne bide,
just som den troede sig højest til Hest.
Lyt! Kan du høre, det sukker endnu,
Murene, Broen og Kølvandets Bølger —
der er en Gru,
som overalt sig klagende dølger:
Døden, som Livet forfølger!
Sukkenes Bro!
Ak, min Dreng, du skal mindes,
ikke blot her i Venedig den findes,
ikke blot her! Overalt — overalt!
Selv skal du gaa i dens sukkende Mørke,
alle maa gaa der, din Far og din Mor —
Du vil forstaa det, naar du bliver stor!
