Hver Dag kan blive som en Sten,
du maa paa Ryggen bære.
Den er saa tung, den smærter dig,
om nok saa haardt du hærder dig;
du flytter møjsomt dine Ben
og maa dig Taalmod lære.
Hver Dag kan blive som en Drik,
der er dig grim og vammel.
Med Ulyst du modtager den;
det hjælper ej, du vrager den.
Det er dig, som en Gift du fik,
der gør din Vilje gammel.
Men sker det dig, saa rejs, min Dreng,
til nye stærke Steder.
Ryst Hjemmestøvet af din Fod,
rejs ud og rust dit unge Mod,
og vær dig selv en Dommer streng
og søg dig nye Sæder!
Du kan endnu kun halvt forstaa,
men siden vil du lære:
Rejs ud, mens Verden venter dig;
før Gammeldom indhenter dig!
Rejs ud! — Naar du er bleven graa,
kan du paa Mindet tære!
