Jeg løfter dig, min lille Dreng,
saa rider vi til Rom!
Nu skynder vi os sporenstregs,
at Mor ej tar dig undervejs,
forbi Berlin til Brenner;
dér møder os den Varme, som
Verona mod os sender!
Verona!
Kan du høre
og huske, hvor det lød
den Aften i vort Øre?
En Duft, orangesød,
gav os fornyet Glæde,
saa du holdt op at græde
og sov paa Moders Skød!
Saa fløj vi gennem Dalen,
hvor Luften er som Vin.
Igen vi op ad Bjærge steg;
da laa foran os, nattebleg,
endnu kun halvvejs vækket,
Pistoja.
Togets Hvin
det gjorde dig forskrækket,
du vaagnede og skreg!
Men da vi langs med Floden for,
hvor Figen og Oliven gror,
og øjnede mod Himlens Blaa
den store, røde Kuppel staa
saa majestætisk hvælvet,
min lille Dreng, da lo du højt,
som om du kunde ænse,
vi nærmed os Firenze.
Skal vi staa af et Øjeblik?
Du husker nok den Vej, vi gik
til gamle Papa Frasi’s Hus!
Hvor du blev bange og konfus,
fordi du ej forstod ham,
du trak ham i hans hvide Skæg
og var uvenlig mod ham.
Det skal vi gøre godt igen,
før Papa Frasi falder hen
og dør og skal begraves.
For naar man er saa mange Aar
og ene mellem andre staar,
er det en dobbelt Smærte,
at ej en Gang man Godhed faar
selv af et Barnehjærte!
Og saa af Sted igen til Rom!
Farvel, Farvel Firenze, som
vi ingensinde glemmer!
Nu skynder vi os lige lukt
til Peterskirken.
Se, hvor smukt
den løfter sig og stiger
højt over Gadevrimlen,
som steg den ind i Himlen!
Ak Rom! Ak! Rom!
Min lille Dreng,
vi kan ej rejse længer,
fordi din Far faar Vandringsvé,
hver Gang han faar det Land at se,
hvorved hans Længsel hænger.
Nu kalder Mor; du skal i Seng.
Saa maa vi ride hjem fra Rom,
den samme Vej vi kom!
