Far! Hvem er den Mand paa din Væg,
med den rynkede Pande og sorte Skæg?
— Min Dreng, det er Michel Angelo,
den store Mester, ham kender du jo!
— Sørger han, Far? Eller er han vred?
Hvorfor sér hans Øjne saadan herned?
— Min lille Dreng, lad os rejse hen
og se Michel Angelo’s By igen,
for aldrig saa du en By som den!
Sid op, sid op, saa sprænger vi bort,
mens Aftenen sænker sig kold og sort
over dem, der bliver herhjemme;
vi to har ej Lyst til at glemme!
Det regner. Men hellere Kinden vaad
af Regn end vædet af gavnløs Graad,
til mange Taarer har vi ej Raad,
vi to, som vil lære at kende
Alverden til Verdens Ende!
Nu stryger vi gennem den tunge Luft
afsted, afsted til Rosernes Duft,
der svæver langs Arno’s Strømme
som henfarne Slægters Drømme!
Vi standser en Stund i Fiesole
for ud over Blomsternes By at se,
da vælder os gennem Hjærte
al Mindernes dybe Ve:
Dernede, husker du, husker du det,
der var det, din Moder lærte
din lille Læbe at le!
Du laa og leged paa hendes Skød,
mens Solen Sundhed over jer gød,
og Palmebladene sitred,
og Springvandsstraalerne glitred.
Saa aabned din Mor for sit unge Bryst;
du drak. Hvor drak du af Livsens Lyst,
som kunde du aldrig stille
din Tørst i den hvide Kilde!
Men Moders Mælk og den gode Sol
de kunde dit Sind dog bøje;
du lukked tilsidst dit Øje
saa lydløst som en Viol.
Omkring dig steg de høje
Kupler, Taarne og Spir mod Sky —
Min Dreng; det var dernede
i Michel Angelos By!
Ser du, hvor stærk den ligger,
hvor majestætisk for vor Fod,
— en Løveflok, der drikker
af Arno’s friske Flod!
Ja, under Løvens barske Tegn
blandt røde Liljers milde Hegn
Firenze i sin Magt forstod
at skabe Mænd, hvis Styrke
den siden kunde dyrke!
Dér staar Arnolfos Taarn endnu
og knejser;
og Santa Croce rejser
sig skøn og franciskanergraa,
mens Dômens Duer mod Himlen slaa
og sætte sig til Hvile
paa Giotto’s Kampanile!
Kom, hold min Haand, saa vandrer vi
ned ad den skønne Skrænt, fordi
din Mor og jeg har vandret
en Gang ad denne Sti.
Hvor lidt her er forandret!
Den samme Vin i Vinjen gror,
den samme lille Bæk sig snor
i Dag, som da jeg gik med Mor,
ja, som for mer end fem Aarhundred siden.
Saa langsomt og saa lidt forandrer Tiden!
Som vi nu gaar her, Skridt for Skridt,
har fordum Dante gaaet tidt
og tænkt — og lidt —
og drømt om Beatrice!
Og husker du Boccaccio,
der under Pesten sad og lo?
Men fremfor alt: Angelico,
den blide,
der i St. Marco’s Klosterfred
har malet sine Syner ned,
saa Hjærterne bevæges,
og deres Vunder læges!
Firenze!
Lad os træde
stilfærdigt som paa helligt Sted;
saa dyrebar en Glæde
det er for dig og mig paany
at se din første Barndoms By
og lytte til de Klokker,
der runger højt af Ry!
Nu tier de! Nu tier de!
O, til i Morgen bier de;
saa lyder atter deres Slag,
og kalder: det er Dag.
Og saadan har de kaldt en Gang
paa ham, hvis stærke Mejsel klang,
saa Marmorsplinter om ham sprang
og føg til fjerne Lande,
og furede, min Dreng, hans egen Pande!
Her stred han med den hvide Sten,
til David stod paa sine Ben
og stolt og frygtløs mod sin Fjende skued,
mens Ild af Ungdom i hans Øjne lued!
Ja, Ungdom!
Donatello saa
den ogsaa i Firenze gaa
saa rank og ubekymret,
som bar den aldrig Sorg.
Han mejsled St. Georg,
saa frejdigt ung, saa spænstig stærk,
i Stand at øve Underværk,
halvt Dreng, halvt Mand,
men helt en Adelsvilje,
— med Blod af Løven og den røde Lilje!
Ak Ungdom!
Der var Ungdomsmod,
den Gang Firenze mægtigt stod,
og Ungdomstrang, og Ungdomstrods,
— ej Ungdomstrængsel som hos os!
Det skal du mindes til din Død;
du drak det ind paa Moders Skød,
mens St. Lorenzo’s Klokker lød:
Den Tid, som ej paa Ungdom tror,
den bliver glemt, den smuldrer hen,
den levner intet Ry!
Min Dreng! Det staar der skrevet
i Michel Angelo’s By!
