Solen sover derude nu
i Havets vuggende Seng,
saa kommer Turen nok snart til dig
at sove, min lille Dreng!
Dog, ikke før Moder kalder,
ender vi denne stolte Dag;
for vi vil nyde hvert Aandedrag,
saa længe vi kan komme til det —
Men sove, naar Moder vil det.
Stille bliver der udenfor,
og stille bliver vi to;
naar Solen er vugget til Hvile,
gaar alt, som støjer, til Ro.
Og støjet, det har vi begge,
men nu har vi sat os saa stille ned,
for vi vil rejse saa langt af Sted
paa Mindernes stærke Vinger,
der os til Italien bringer.
Ingen rejser saa tit som vi
men heller ingen saa let;
vi kunde rejse hver Dag, vi to,
og dog ikke blive træt.
Her inde i Faders Stue
har vi den hele, runde Jord,
saa vi kan rejse i Syd og Nord,
hvorhen, hvorhen det os lyster,
til fremmede Byer og Kyster.
Men tiest vi tar til Italien,
hvor vi har været en Gang.
Vi drømmer om alle de gamle Byer,
om Sol, om Blomster og Sang.
Vi drømmer om gule Floder,
om grønne Marker og Bjærge blaa,
om alle de Ting, vi sammen saa,
om Vin, som giver os Kræfter —
Saa sover vi godt derefter!
