Fjortende Scene.
(Idet Carocco gaaer ud træde Lysander og Alexander
ind fra den modsatte Side. Bag efter følger en Page med
Alexanders Vaaben.)
Alexander.
Ad den Kant Jagten drog?
Lysander.
Ad den Kant — ja!
(man hører Valdhorn bag Træerne.)
Alexander.
Hør, Hornet klinger! Vei det viser os
Igiennem Krattet med de klare Toner.
Afsted, at Toget hurtig ind vi hente.
Lysander.
Ja, høist nødvendig Eders Ankomst er.
Her Ting er foregaaed’, ædle Hertug,
Som Eders Sager har i Skyggen stillet,
Og hos Fyrstinden skabt Jer en Rival.
(afsides)
Jeg prøve skal hans Jalousie at vække.
Alexander.
Hvad — til Auroras Yndest en Rival?
Lysander.
Ja, og en farlig. Men afsted, min Hertug!
Paa Veien Alt I høre skal.
Alexander.
Ved Himlen!
Din Spøg du laaner Alvors Røst. Afsted!
Jeg længes efter min Rival at see.
(gaaer.)
Lysander (til Pagen).
Følg os ad denne Vei.
Alexander (vender sig om).
Ha, hurtig, hurtig!
Lysander.
Jeg kommer. (afsides) Medicinen virker alt!
(Han gaaer, fulgt af Pagen; i det samme klinge Valdhornene
igjen bag Træerne.)
Dækket falder.