Trettende Scene.
(Aurora, fulgt af Balliot, træder ind fra Baggrunden af
Scenen, førende Felix ved Haanden. Bagefter følge Her-
rer, Damer og Fakkelbærere. Lysander og Carocco
træde frem.)
Aurora.
See, Hr. Lysander! — Hvor er Eders Hertug?
Lysander.
Endnu er ikke han tilbage vendt.
Hans Stjerne har den store Sorg ham sparet,
At være Vidne til Jert Uheld.
Aurora.
Ja,
Det vilde smertet ham, jeg det begriber.
Men selsom, ikke sandt, er Skjæbnens Villie?
Imens den Ven, vi burde stolet paa,
Maa nøies med vort Uheld at beklage,
En trofast Tjener frelser her vort Liv.
Lysander.
O, min Fyrstinde! Ingen større Sorg
Min Hertug kunde møde, end den Skjæbne,
At ikke han Jer skulde Frelsen bringe.
Aurora (vendende sig til Følget).
Hr. Marschal Balliot! Hr. Lysander! Alle,
Som er tilstede her — hør nu mit Ord!
For Alle denne Sandhed jeg forkynder:
At kun min Pages Mod jeg Livet skylder.
Hans gode Villie priser jeg! Hans Kraft
Og Kjækhed, hvor kun Kjækhed kunde frelse,
Hans Troskab, — ham, der ikke selv sig spared,
Af fuldest Hjerte bringer jeg min Tak.
Knæl Felix!
Felix (idet han knæler).
O, min naadigste Fyrstinde!
Aurora.
Ei blot tilkommer dig den Ret, at bære
Som Hjortens Seiervinder mine Farver;
Men som et Tegn paa min Erkjendtlighed,
Tag denne gyldne Kjæde med mit Billed;
Den skal erindre dig om denne Dag!
(Hun tager sin Kjæde af, og hænger den om ham.)
Felix.
Meer end mit Liv i denne Gave faaer jeg!
Aurora.
Din Troskab nu vi lønnet har, men ei
Din tappre Gjerning. Marschal! Eders Kaarde!
(Balliot rækker hende den.)
End var du Page kun — med denne Kaarde
I Ridderstanden op vi vil dig hæve,
Og fra en Tjeners Baand dig løse fri,
Idet vi skjænke dig en Ridders Frihed.
(Hun slaaer ham til Ridder og siger:)
Din Iver, Troskab og dit Mod vi kjende;
Lad Intet af det døe! Vær uden Dadel
Som uden Frygt! Og nu — staa op Hr. Ridder!
Vi selv besørge vil dig Sværd og Sporer.
(Rækker Kaarden igjen til Balliot.)
Felix.
End lad mig knæle, thi en Bøn jeg har.
Aurora.
Tal frit og uden Frygt!
Felix.
O, min Fyrstinde!
Hvor skulde jeg begynde vel og ende,
Naar om mit Hjertes Tak jeg vilde tale?
Alt, hvad jeg er, og Alt, hvad jeg besidder,
Er jo en Gave kun af Eders Haand ...
(han holder inde).
Aurora.
Jeg tvivled aldrig om din Troskab, Felix;
Men siig, hvad du begjærer.
Felix.
Min Fyrstinde!
Her slog I mig til Ridder, her I løste
Mig fra en Tjeners Baand og gav mig Frihed;
Men denne Frihed tynger meer end Lænker.
Lad mig som Ridder end forblive Page!
Antag min ringe Tjeneste! Forstød
Mig ei fra Eders Nærhed! Røv mig ikke
Den Lod, som er mig meer end Magt og Ære:
At leve for Jert Øie af Jert Ord.
Aurora.
Reis Jer, Hr. Ridder! Hurtig! (hæver ham op) Eders Bøn
Jeg siden overveie skal, til da
Forbliver Alt som forhen. Hr. Carocco!
Sørg for den unge Ridders Equipering.
Lad Intet mangle! — Eders Arm, Hr. Marschal!
Følg mig til Vognen; thi min Ganger tør
For dennesinde ei jeg meer bestige.
(Alle bort, undtagen Lysander, Felix og Carocco.)
Lysander (til Felix).
Modtag min Lykønskning Hr. Ridder!
Carocco (slaaende Felix paa Skulderen).
Ogsaa min, ogsaa min, min Søn! Hvem skulde
have sagt imorges, at I inden Aften skulde vær Med-
lem af det hæderlige Ridderskab? Det kan man kalde
at avancere. I gjør næsten ligesaa store Spring paa
Ærens Mark som jeg, da jeg i Campagnen mod
Hertug Ludvig paa een Dag steg fra Cornet
til Oberst. Dengang gik det hedt til kan I
troe. Med dette mit gode Sværd gjorde jeg ikke blot
lyst, nei! skinnende klart i Fjendernes Rækker. Først
hug jeg den høire Haand af selve den store Hertug
Ludvig, saa den dinglede efter ham som en Handske;
— saa slog jeg med et eneste Slag 3 af hans Cava-
lerer mandstodt i Nakken; — af en halv Snees hug
jeg Arme og Been, saa jeg ret havde min Glæde af
at see dem hoppe om paa Stumperne; — paa mere
end 30 bankede jeg med Fladen af min Klinge Ryg-
gen saa blaa som Indigo ...
Lysander.
Som Indigo? Det var mærkeligt!
Carocco.
Ja, ved Mars! mærkeligt var det, især for
Fjendens Ryg ... Men Felix! hvad gaaer ad Jer?
I staaer jo og stirrer paa Jorden som en Hest eller
en Philosoph. Ha, ha! Jeg kan tænke hvad det er.
En ung Ridder hører ikke gjerne en gammels Bedrifter
omtale; han er bange, den Gamle skal have slugt al
Æren op. Trøst Jer, min Søn! Æren er som en
uendelig stor Pandekage. Om jeg endogsaa har taget
en umaadelig Mundfuld, bliver der dog nok til
Jer; og naar vi nu først faaer sørget for Eders
Vaaben, saa, hvem veed ... Men Felix dog! Hører
I, eller hører I ikke?
Felix (seer op).
Jeg hører. Hvad vil I?
Lysander (for sig).
Ved Himlen! der seer jeg min Hertug, fulgt af
sin Page. Han seer sig om til alle Sider, som om
han søgte Jagten (gaaer ud).
Felix (der følger Lysander med Øiet).
Der kommer han. O vee! jeg taaler ikke
Hans Nærhed. Blot ved Synet af ham skjælver
Min Haand, og i mit Hjerte stiger Ønsket,
At give Død til ham, som gi’er mig Døden.
(til Carocco)
Afsted, Hr. Ridder! Lad os Jagten naae!
(bort.)
Carocco.
Hvor han fik travlt med eet. Hei, Felix, Felix!
Tøv lidt og tag mig med! — Han hører ei.
(følger ham.)