Førend Alt blev overmandet
Af Naturens Kæmpevægt,
For den gamle Jord blev dannet,
Og velsignet og forbandet
I vor gaadefulde Slægt;
Førend Solens Flammeskjær
Lysende gik frem i Vælde,
Som det straalerige Bælte
Om Planeters mørke Hær;
Førend Stormen fanged Vinger
Til at maale Dybets Dal:
Vandred Morgenrødens Bringer,
Mørkets vældige Betvinger,
Lucifer i Himlens Sal.
Første Aand blandt Lysets Skarer
Stod han nær ved Thronens Fod,
Engles mægtige Forsvarer,
Seirende ved alle Farer,
Funkled han af Kraft og Mod.
Naar han med sit Flammesværd
Foer igjennem Himmelrummet,
Nys af Skyggerne formummet,
Tændtes Lyset fjernt og nær.
Purpurstraalerne han værner
Over Horizontens Rand,
Natten tordnende han fjerner,
Til de før saa dunkle Stjerner
Fero lucem! raabte han.
Da fik Livet hine Flammer,
Som med Tro vi skue til
Hvergang Sorgens Piil os rammer,
Hvergang i den dybe Jammer
Haabet saaret flygte vil.
Himlens høie Stjernetelt
Ved hans stolte Ord sig hæved,
Millioner Kloder svæved
Klare paa det dunkle Felt,
Selv i Glands han drog tilbage,
Lagde ned sin stærke Magt,
Og med Toner uden Mage
Sang han nu om Mørkets Drage
Og de rene Straalers Pragt.
Dog, hans stolte Kraft ham daared,
Gud han glemte over sig;
Hovmods Piil hans Hjerte saared,
Selv til Hersker han sig kaared
I det lyse Himmerig.
Kort var Kampen da han faldt,
Paradisets Aander skjælved,
Da han domtes ned i Helved,
Eensom og forladt af Alt.
Selv han stod foruden Klage
Dengang Himlens Dør blev lukt;
Men da Haabet veg tilbage,
Ned han styrted — hundred Dage
Varede hans Helvedflugt.
Mere let end Himlens Fugle
Gjennemskære Luftens Slør,
Mere snelt end Dødens Kugle
Farer fremad fra det hule
Tordensvangre Kæmperør;
Lynet lig, der, mægtigt sendt
Ud fra Himlens østre Buer,
Funklende mod Vesten luer
Førend Øiet sig har vendt:
Saa paa understærke Vinger
Lucifer i Skyen foer;
Mærket dybt af Herrens Finger
Stormende han frem sig svinger
Gjennem Nattens Taageflor.
Ingen Fakkel meer dog brænder,
Lysets klare Blik er lukt,
Ingen Straaler Stjernen sender,
Ingen Flamme meer sig tænder
Ved hans Komme, ved hans Flugt.
Alt i Mulm er hyllet ind;
Naar i Nat han seer tilbage,
Hører han en dæmpet Klage,
Lig et Echo af hans Sind.
Det er Sphærers Chor, der synger
Om den store Fyrstes Fald —
Høit i Smertens Arm han gynger,
Sorgen, som hans Hjerte tynger,
Ruller frem i Tordenskrald.
Da det var, som Angers Pile
Traf for første Gang hans Bryst:
Mens han styrted tusind Mile
Søgte Sjælen, saaret, Hvile
Ved Erindrings bittre Lyst;
Og hans Aand med Smerte gik
Bedende mod Himlens Buer,
Og den gamle Flamme luer
Atter i hans skjønne Blik.
Hist paa Kloden i det Fjerne
Øiets Straale fæstet er;
Mørket fanged Lyset gjerne —
Deraf blev den skjønne Stjerne,
Som har Navn af Lucifer.
Kort var dog hans Stolthed avet,
Atter Trods fik Overmagt;
Og i Skyggerne begravet
Floi han gjennem Taagehavet,
Uforandret, uforsagt.
Men af Eensomheden træt
Mørket han med Kraften blander,
Og en Skikkelse han danner,
Som fik Liv og Aandedræt.
Al sin Magt i den han dølger,
Og til Tusinde den blev:
Stolt han flyver — Skaren følger,
Gjennem Stjernehavets Bølger
Verdenskredsen han beskrev.
Saa han floi og faldt fra oven
Blandt sin dunkle Hær fordulgt,
Lig med Stormens Hviin i Skoven,
Lig med Bruusningen i Voven,
Af et rædsomt Morke fulgt.
Himlen fjernes meer og meer,
Kloders aldrig talte Skarer
Ilende forbi han farer,
Intet Maal endnu han seer;
Da faaer Øie han paa Jorden,
Lig et Glimt i Mørket tabt:
Nylig dannet, nylig vorden
Led af Stjernebæltets Orden,
Var af Gud den nylig skabt.
Og den Vældige betræder
Med sit Følge Jordens Rand:
Over Havet, som ham væder,
Over steile Klippesteder
Iler han til Ørknens Sand.
Derfra styrer han sin Fod
Gjennem Skovens høie Sale
Hen til Paradisets Dale,
Hen hvor Livets Vugge stod.
Her, blandt nylig skabte Minder
Om hans evig tabte Lyst,
Blussende med Rosenkinder,
Dybt i Søvnens Arme finder
Eva han ved Adams Bryst.
Og fra Jorden let han hæver
Parret i sin stærke Arm;
Tankefuldt hans Øie svæver
Over begge — stille bæver
Evas drømmerige Barm.
Og han kysser hendes Mund,
Hvisker sukkende til hende:
Lyst skal paa din Læbe brænde,
Sorgen i dit Hjertes Grund;
Mange Sønner vil du føde,
Slægter spire skal fra dig,
Alles Hjerter dog skal bløde,
Alle, Levende og Døde,
Snart i Dybet tabe sig!
Derpaa over Adams Læber
Aander han og taler saa:
Synden nu ved dig sig klæber,
Om endog din Mund den dræber,
I dit Hjerte skal den staae! —
Begge paa det gamle Sted,
Viede til Fremtids Kummer,
Vuggede af stille Slummer,
Sagte nu han lægger ned;
Og som Lænke for sin Fange
River mægtig af sit Haar
Lokken han, den dunkle, lange,
Der, forvandlet til en Slange,
Glands som alle Farver faaer:
Men hans Fod, som kun har hiemme
Dybt i Mørkets dybe Skjød,
Flygter hurtig, thi fornemme
Kan hans Øre Herrens Stemme,
Som i Havens Gange lød.
Dog paa Flugt til Jordens Rand
Til et Minde om sig satte
Fjeldet han, det steile, bratte,
Hist i Ørknens hede Sand;
Og ved Calpe brød for Vandet
Han en Aabning bred og stor;
Da saa Havet skjulte Landet,
Raabte han: Som jeg forbandet,
Saa forbandet denne Jord!
Nu med Lykken, han har ranet,
Bort i mørke Skyer han kred,
Og med Skaren, han har manet,
Dybt i Verdensoceanet
Styrted atter han sig ned.
For hans Øie svinder Alt,
Dog hans Vei er endnu længer,
Ned hvor ingen Tanke trænger
Dybt og dybere han faldt.
Hundred Dages Maal er borte,
Og da Tiden fødes ny,
Staaer han udenfor de sorte
Kæmpehøie Helvedporte,
Der sprang op med Larm og Gny.
Her med Bæven uden Lige,
Dog med Trods, som bøies ei,
Seer han første Gang sit Rige,
Gaaer han ad den steile Stige
Ned til Undergangens Vei.
Haabløshedens Dal han seer,
Og ved Skin af svovlblaa Luer
Dybets Marter-Sal han skuer,
Og for første Gang han leer.
Og som Gjensvar paa hans Tale,
Paa hans vilde Jubelsang,
Opad fra de dybe Dale,
Nedad fra de høie Sale
Frygtelig et Echo klang.
Her han sætter paa sin Krone,
Her hans Slaver paa hans Bud
Reise op den mørke Throne,
Hvorfra han til hver en Zone
Sine Aander sender ud.
Hver af dem er snarefuld,
Alle løgnagtige og snilde,
Og som Lokkemad de stille
Lyst og Hovmod, Trods og Guld —
Hver en Aand, som Vinket følger,
Som i Naaden ei har Plads,
Seiler, naar ham Graven dølger;
Over Evighedens Bølger
Ned til Lucifers Palads.