Hvad er en Drøm? — En Hvile uden Ro;
Et Liv, som ei er Daad; en dunkel Krands
Af det Forsvundne, som vor Tanke binder.
Tidt ligner den en natlig Sky, der svinder
I Horizonten bort for Haabets Glands,
Og tidt en Sø, hvor blanke Lilier groe,
Der alle svulme af de gamle Minder,
Og trylle med den søde Duft vor Sands.
Men Drømmens Magt er som den stærke Vind,
Der kommer susende og farer hen,
Mens Ingen veed at tolke os dens Kilde:
Paa Tankens Grændse hæver den sig stille,
Og derhen stræber svækket atter den,
En Form af Livet i vort eget Sind.
Det, som er samlet, kan dens Kræfter skille,
Det, som er fjernet, samler den igjen,
Jeg drømte — og forunderligt det var,
Thi høit jeg stod paa Toppen af et Fjeld,
Og Vinger hang fra Skuld’ren ved min Side.
I Dybet saae jeg majestætisk glide
Det store Hav, hvis Bølge rulled snel,
Og kasted, medens Stormen høit den bar,
I Luften Skummet op, det kridnehvide,
Og sank saa sukkende som et Farvel.
Fra Fjeldets Top jeg bort i Luften fløi —
Forneden rullede den vaade Grav,
Foroven hang paa Himlen Nattens Stjerne.
Den Vei, den viste mig, jeg fulgte gjerne,
Thi bagved Grændsen af det mørke Hav
En Kyst jeg saae, der hævede sig høi,
Og klart et Land sig viste fra det Fjerne,
Der snart min trætte Vinge Hvile gav,
Fra Strandens Bred jeg op i Landet gik;
Og som jeg vandred frem med lette Skridt,
Blev underlig og ængstet jeg tilmode;
Thi Lyset, hvori alle Former stode,
Var som den blege Maanes sølverhvidt;
Men ingen Maane skuede mit Blik,
Og Alt var roligt — Dødens Stilhed boede
I Landet, der sig aabned stort og frit.
Men da paa Sletten længer jeg gik frem,
Jeg tryllet blev af yndig Fuglesang,
Og Fløitetoner vuggede mit Øre.
Jeg iilte frem, for Tonen ret at høre,
Men da jeg naaede Lundens Bladehang,
De fjerne Fløitetoners dunkle Hjem, —
Da taug, hvad nys mit Hjerte monne røre,
Og ingen Stemme meer i Luften klang.
Nu traadte ind jeg i den stille Lund,
Hvor Alting lokked Øiet skjønt og smukt,
Og ranke Træer bedækked Jordens Flade;
I Lundens Krone tause Fugle sadde,
Paa hver en Green der hang en deilig Frugt —
Men da jeg holdt den plukket til min Mund,
Da smuldrede den hen som visne Blade,
Og uden Smag den var, som uden Lugt.
Forundret standsed jeg, og nu en Frygt,
Som vandred jeg i Dødens stille Land,
Mit Hjerte med sin kolde Haand berørte.
Alt var som Graven — ingen Lyd jeg hørte;
Men da mit Øie faldt paa Veiens Sand,
Jeg skued lette Fodspor deri trykt:
Dem fulgte jeg, og til en Eng de førte,
Der rundt omringet var af Skovens Rand.
Og foran Engen snart jeg stille stod,
Og saae i Luftens sølverhvide Skin
Gestalter, som fra hver en Kant sig hæved.
Snart over Engen de som Taager svæved,
Skjøndt ei der rørte sig den mindste Vind;
Snart vandred de forbi paa sagte Fod;
Da saae jeg Træk, hvorved mit Hjerte bæved,
Og Blik, som naaede Dybet i mit Sind.
Thi det var Skikkelser fra fordums Tid,
Det Væsner var, som før jeg havde kjendt
Og havde elsket i de svundne Dage:
O, raabte jeg, her faaer jeg Alt tilbage,
Alt, Alt, hvorfor mit Hjerte før har brændt!
Og over Engen hen jeg iilte did,
Hvor hine Skikkelser jeg saae at drage
Forbi mit Øie, af en Taage blendt.
Men bort de flygtede som nær jeg kom,
Og ned for Foden af mig alle faldt
Naar længselfuld jeg iilte dem imøde.
Som Billedstøtter laae de, tause, døde,
Berøved Liv og Følelse for Alt.
Da vendte Hovedet jeg sorgfuld om,
Og ei jeg standsed Taarerne, som brode
Af Øiet frem, til Liv af Smerten kaldt.
Hvor er jeg, sukked jeg — og dette Sted,
Hvor Alt er mig bekjendt, hvad er dets Navn?
Og hvad er disse Former, som forsvinde
Saa let som Nattens Sky for Morgenvinde? —
Mens saa jeg tolkede mit eget Savn,
Og løftede mit Øie op derved,
Da saae jeg komme, dybt fra Skoven inde,
En ny Gestalt mod mig med hævet Favn.
Ei langt fra mig den standsede sin Gang,
Og talte disse Ord med sagte Røst,
Og med en fordum kiendt og elsket Stemme:
Hvis du vil vide hvor du nu er hiemme,
Saa vend din Tanke mod dit eget Bryst,
Mod hvad der fordum i dit Hjerte klang,
Da vil du som Erindring klart fornemme,
Hvad her dig fylder nu med Sorg og Lyst.
Thi gjennem din Erindrings Land du gik;
Og det var Mindets blege Lys du saae,
Dets Røst det var, der klang som Fugletoner,
Dets Frugt dig lokkede fra Lundens Kroner,
Dets Skikkelser det var, du skued paa,
Da Engens Taager svæved for dit Blik —
Men i det Forbigangne Mindet throner,
Thi kunde aldrig dem din Længsel naae.
Og hvo er du, jeg sagde — hvo er du,
Som vel jeg kjender, skjøndt jeg ikke veed
Dit Navn; men klart jeg bærer i mit Indre
Dit Billede — din Røst jeg kan erindre;
Og før — jeg veed det — før har Kjærlighed
Med mig forenet dig, jeg skuer nu.
Da smiilte Skikkelsen, men det var mindre
Den Glades Smiil, end Smiil af den, som leed.
Til mig den traadte hen og greb min Haand,
Og maalte mig med milde Øiekast,
Og sagde med et Suk: Betragt mig noie!
Thi jeg og du har jo det samme Øie,
I hver Bevægelse den samme Hast,
De samme Træk, den samme stille Aand,
Den samme Form, skjøndt Aarene dig boie —
Ak, Tidens Vinger Intet binder fast!
„Du er?” — Jeg er, saa afbrød den, dig selv,
Hvad du har været, men hvad aldrig meer
Du blive kan — dit eget svundne Billed.
Mens Tiden i sit dunkle Nat dig hilded,
Mens Dag for Dag den gnaved Formens Leer,
Mens foran Undergangens vilde Elv
Den dine Haab og dine Kræfter stilled —
Mig, urørt af dens tunge Haand, du seer.
Thi her jeg lever i Erindrings Land,
Og før i Sandet skued du mit Spor,
Thi daglig vandrer jeg blandt dine Minder.
Til dette Sted min Tanke fast mig binder;
Kun for det Forbigangne har jeg Ord,
Og evig ung jeg aldrig ældes kan.
Dog medens du bestandig Veien finder
Til mig — er eensom jeg paa denne Jord.
Ei lokker Haabet mig med al sin Lyst,
Ei sender Glæden mig sin friske Krands,
Ei Tiden sin Forandring til mig bringer;
Og aldrig faaer min stærke Længsel Vinger,
For let at bære mig i luftig Dands
Til dig, at jeg kan hvile ved dit Bryst.
En Skjæbne mig i dette Fængsel tvinger,
Hvor ingen Straale sender mig sin Glands.
— Saa talte Skikkelsen og vendte sig;
Og vel jeg saae, hvordan en Taare faldt
Ned fra dens Øie mens den gik tilbage.
Men høit mit Hjerte svulmed ved dens Klage;
Imod den unge, svævende Gestalt
Jeg strakte Haanden ud, og bøied mig
For kjærligt til mit Hjerte den at drage —
Men Drømmen flygted — og forbi var Alt.