Hvo som vil skue, hvad naturen ævner,
Han komme hid; han vil en himmel finde,
En Sol — ej blot for mig, men for den blinde,
Den sløve hob, der dyden daarskab nævner.
Men snart han komme maa; thi døden lævner
De slette, mens de godes rækker svinde:
I Himmerig hos Gud man venter hende;
Alt skønt paa jorden snart mod graven stævner.
Hver dyd han finde vil, saafremt han haster,
Al dejlighed og renhed, verden kender,
Forenede hos én som ved et under.
Da tænker jeg, at mine vers han laster
Men tøver han, da har til graad han stunder.