Fr. Moth (1861–1930)

Moth, Claus Frederik, 1861–1930, Litteraturhistoriker. F. 23. April 1861 i Grindsted, d. 16. Okt. 1930 paa Frbg., begr. i Haderslev.

Moth blev Student 1881, privat dimitteret, cand. mag. i Græsk, Latin og Historie 1888, Dr. phil. 1898. 1888–95 var han Lærer ved forskellige private Skoler i Kbh.; Aug. 1895 blev han ansat ved Kolding højere Almenskole (Adjunkt 1916), efter Genforeningen 1920 Lektor ved Haderslev Katedralskole, hvorfra han tog sin Afsked 1929. Da det efter endt Eksamen trak ud med at finde fast Ansættelse, fordybede Moth sig i Studiet af Renæssancens og tysk Humanismes latinske Litteratur; Resultatet heraf blev Disputatsen om »Conradus Celtis Protucius, Tysklands første laurbærkronede Digter« (1898). Allerede i dette Arbejde viser Moth sig som en grundig Forsker med betydelig Evne til letlæselig Fremstilling; Bogen giver ikke blot et udførligt og paa flere Punkter nyt Billede af Celtis, men en meget omfattende tidshistorisk Baggrund og er næsten en hel Haandbog i tysk Humanismes Historie. Som en Slags »Affald« fra Disputatsen udgav Moth i »Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning« Oversættelser af »Pave Julius’ Død« (1894), en Satire, der med temmelig Sikkerhed tilskrives Erasmus Roterodamus, og »Præste- og munkefjendske Humanistdigte fra Renaissancetiden« (1899). Fra samme Tid stammer ligeledes den smukke lille Bog om »Abailard og Heloise, deres Livshistorie og Brevvexling« (1905), som i ni Aar maatte vente paa at finde en Forlægger. 1913 kom Moths mest læste og paaskønnede Værk »Vagantviserne«, Træk af Middelalderens Studenterliv og Digtning. Ogsaa denne Bog giver et levende og omfattende Tidsbillede; dens sidste Halvdel udgøres af en Række nette Oversættelser og et udførligt, lærd Noteapparat. Mindre Paaskønnelse vandt Moth for »Aristotelessagnet eller Elskovs Magt« (1916), skønt denne Bog i højere Grad end nogen afhans øvrige vidner om hans store Lærdom, spændende fra østerlandsk Olddigtning og middelalderlig Folkepoesi til helt moderne fransk og tysk Litteratur; inden for den en Tid saa yndede Motivforskning er den vort betydeligste hjemlige Arbejde. I flere Aar beskæftigede Moth sig indgaaende med Studier over Petrarca i Avignon og Vaucluse, men naaede kun at faa offentliggjort den lille Bog om »Francesco Petrarca og hans Børn« (1926). Ved sin Død efterlod han sig to digre Manuskripter, som det ikke hidtil har været muligt at faa udgivet, et om D’Urfé’s Astræa-Roman og et om Abailard og Heloïse i senere Tiders Digtning; kun en lille Afhandling om Blichers »Abeilard til Heloïse« blev trykt i »Edda« 1929. Desuden lod Moth fra 1922 i Haderslev Skole- program trykke en Del mindre Oversættelser, væsentlig af græske og latinske Digtere, samt i »Vejle Amts Aarbøger« 1926 af Anders Sørensen Vedels »Mindeskrift om J. P . Grundet«. — Moth var en lærd og redelig, noget verdensfjern Forsker, med Tyngdepunkt i sin solide klassisk-filologiske Dannelse. Hans henved 50 Bind efterladte Ekscerpter viser, at han efterhaanden ogsaa erhvervede et her hjemme sjældent Kendskab til middelalderlig Litteratur samt fransk og tysk Digtning i 16. og 18. Aarhundrede. Paa sin stilfærdige Maade var han med til at holde en Dør aaben ud til europæisk Lærdomsliv. Sine radikale Idealer fra 80’ernes og 90’ernes bevægede Ungdom glemte han aldrig, og det giver hans tidligere Bøger et eget varmt og personligt Præg, mens det vel dogmatiske Frisind navnlig i den sidste kan virke noget skæmmende. Skønt ikke just nogen fremragende Stilist lagde Moth dog stor Vægt paa sin Fremstillings Form og ejede betydelig Evne til klart og pædagogisk at tilrettelægge et svært tilgængeligt Stof, samme Evne, som i Undervisningen vandt ham de mere interesserede Elevers Respekt og Hengivenhed.