Stod for mig brat, hvor jeg i tanker kære
Fordybet sad, og strax til hendes ære
Jeg bleg stod op, da jeg blev hende var.
Hun til at se min elskovshu var snar
At raseri de kunde mildhed lære
Og gøre tordengudens pande klar.
Jeg sammen fo’r; hun taled til mig, vendte
Og øjets straaler gik til hjærtet ind.
Saa stor en glæde næppe før jeg kendte,
Og hendes milde hilsen saa mig trøsted,
At sorg og smærte helt forlod mit sind.