Fr. Moth (1861–1930)

69. sonet

De gyldne lokker frit for vinden laa,

Der syntes dem i liflig leg at fange;

Med straalers væld saas hine øjne¹ prange,

Der nu mig sender — ak! — kun saare faa.

I hendes ansigtslød jeg medynk saa;

Dog gør min tydnings uvished mig bange².

Hvad under, at ved slige ynder mange

Jeg maatte strax i lyse luer staa!

I gang og holdning ingen jordisk kvinde

Hun ligned, men en engel; hendes ord

Blev af en herlig, himmelsk tone baaret.

Jeg saa en sol, en lysets aand, der bor

I Edens land; vil nu man andet finde,

Om buen slappes, læges ikke saaret³.

De øjne, jeg saa ofte har forherliget i mine sange.

Ordret: »Jeg véd ikke, om jeg saa rigtigt eller forkert; men det syntes saa.«

d.e.: Selv om man finder hende mindre smuk nu efter saa mange aars forløb, er mit hjærtesaar ulægeligt. Hendes skønheds spændte bue slog saaret; er end buen slappet (er end hendes skønhed falmet), er min kærlighed dog lige stor og uforanderlig.

Fr. Moth: Prøver af Petrarcas Digtning, i Indbydelsesskrift til Afgangs- og Aarsprøverne ved Haderslev Katedralskole, Juni 1924, A.S. ,,Haderslev Stiftstidende''s Bogtrykkeri, Haderslev, 1924, s. I-XIV, s. XI.

Sonet