Slig kraft naturen nogle væsner giver,
At selv mod solens brand de blikket vender,
Mens andre, hvem fordærv dens straaler sender,
Først henad nat sig løs fra dvalen river.
Forblindet higen atter andre driver
Mod ilden hen, hvis lyse glans dem blænder;
Men snart de mærker, at den ogsaa brænder:
Min plads (ak, vé mig!) blandt de sidste bliver.
At holde stand mod lyset ej jeg ævner
Fra denne kvinde; men paa mørke steder
Jeg leder ej om værn til sene tider.
Min skæbne vil, at jeg mod hende stævner
Med svage øjne, der bestandig græder,
Og selv jeg søger flammen, der mig svider.