Tankespind
Brev til en Dame.
Brev til en Dame.
Dag dæmred alt i Øst, men jeg sad i min Stue
Og længtes efter Søvnens blidtsvævende Due.
Jeg var træt af at vaage, men skjøndt det var silde,
Kunde jeg dog ei sove, hvor gjerne jeg vilde.
Ak, Søvnens Fugl besøger kun de Skyldfrie og Fromme,
Har man en Synd paa Hjertet, saa negter den at komme.
Jeg tænkte paa, hvor let, som for Vinden en Lilie,
Den hvide Klædning vifted og gynged paa Tilie;
Jeg tænkte paa, hvor tungt, som en Blomst efter Regn,
Den hvide Klædning hængte, til Varsel og Tegn,
Til Tegn og til Varsel, at en hemmelig Fjende
Hader det Skjønne og vil, det skal forsvinde.
Alt som jeg sad og tænkte, randt det mig i Hu:
En Sanger har jo Magt over Fordum og Nu,
En Sanger er jo Hersker over Alt, hvad der boer
Fra Fuglens Vei i Luft til den grønklædte Jord.
Og er jeg en Sanger, maa jeg vel have Magt
Til at virke slig en sneehvid, letflagrende Dragt,
Som den, der inat, vel uden min Brøde,
Men dog ved min Haand blev plettet og lagt øde.
»Velan da, mine Tanker, I trofaste Svende!
Nu gjælder det at vise, hvad I evne og kjende!
I væve mig en Kjortel saa fiin og saa hvid,
Som en Sølvsky paa Himlen ved Fuldmaanetid;
Til Rendegarn I tage de fineste Traade,
Som Edderkoppen spinder, af Dugperler vaade;
Den Islæt, I fæste mens Væverskytten gaaer,
Skal være de klare Stjerners blidtfunklende Haar;
Men rundtom hele Kjortlen forneden skal I væve
En Krands af lette Blomster, der kan i Luften svæve.
Nu skynder Jer til Arbeid, at Alt er fuldbragt
Før bleg den sidste Stjerne forlader sin Nattevagt!«
Og alle mine Tanker, de store med de smaa,
Begyndte som travle Svende Væven at slaae.
Snart fløi de ud og ind, snart de hamred og banked,
En foer med Væverskytten, en Anden Traaden sanked;
En Spindelvæven bandt om de rullende Spoler,
En maled røde Roser, en Anden blaae Fioler.
Der hørtes ingen Lyd, ingen Stemmer at klinge,
Let fløi de gjennem Luft, som paa Flaggermuusvinge.
En Dreng med gule Lokker gav Agt paa de stille Gjæster,
Han kaldes Phantasien og var deres Vævermester.
Før Morgenhanen goel, førend Stjernen sig slukked,
Blev mine Svende færdige, og Væven de lukked.
Jeg sad i min Stol, som en Konge paa sin Throne,
Da bar de frem den Klædning, der min Synd skulde sone.
Den var saa let og svævende, saa fiin og saa hvid,
Som en Sølvsky paa Himlen ved Fuldmaanetid;
Den glimrede som Riimfrost i Morgensolens Lue,
Den var saa blød, som Dunene paa Brystet af en Due.
»Og nu, I gode Svende! skynder Jer ufortøvet
Til hende, som jeg nylig mod min Villie bedrøved.
Beder den hulde Jomfru i Tugt og i Ære,
At hun den hvide Klædning i Dandsen vil bære;
Beder den hulde Jomfru med Eders Stemmer blide,
At tilgive ham, der har voldt hende Kvide!«
Saadan til mine Tanker jeg talte ved Morgenstunde,
Da lød et Chor af Latter fra deres spæde Munde;
De loe, som Bier summe, de lystige Svende,
Det var som deres Latter aldrig fik Ende.
Omsider mæled En: »Men hvad tænker du, Herre!
Slig Klædning vilde vistnok kun Ondt gjøre værre.
Den Dragt, vi har virket af Spindelvævens Liin,
Er god nok at see paa, men til Dands er den for fiin;
Vi Tanker er saa lette, vi klæder os i Ord,
Men det kan ingen Jomfru paa den hele, vide Jord.«
Der sad jeg da ved Morgengry, skamfuld i Aand,
Og havde ikke andet end et Digt i min Haand.
Saa fattig er en Sanger, han har ei engang Magt
Til at virke slig en sneehvid, letflagrende Dragt,
Som den, der hiin Nat, vel uden min Brøde,
Men dog ved min Haand blev plettet og lagt øde.
Dog, at De ei skal troe, jeg har glemt min Ridderpligt,
Sender jeg Dem dette ubetydelige Digt,
Og beder, De vil tage med forsonligt Sind imod
Det lette Spind af Tanker, jeg lægger for Deres Fod.