»Roselille og hendes Moder, de sad over Bord,
»De taled saamangt et Skjemtens Ord.
»Ha, ha, ha!
»Saa saa, saa saa!
»De taled saamangt et Skjemtens Ord.«
Før vor Kilde skal springe med Æblemost sød,
Før jeg for nogen Mand vorder rød.
Før hvert Træ skal i Haven bære Blomster af Guld,
Før jeg skal vorde nogen Ungersvend huld.
Hr. Peder stod paa Svalen og lytted med List:
Den leer dog nok bedst, som leer tilsidst.
Hr. Peder stod før Sol op og axled sit Skind,
Saa treen han siden for Roselil ind.
Hil sidde I, skjøn Jomfru! i Fløiel og Silkeskrud!
Stat op, lad os følges i Haven ud!
Men der de kom ned udi Urtegaardens Læ,
Saa hang der en Guldring paa hvert et Træ.
Og der de kom til Kilden bag Blomster i Skjul,
Saa sprang der ei Vand, men Mosten guul.
Roselille blev saa rød, som et dryppende Blod,
Hun stirred i Græsset alt for sin Fod.
Da kyssed hendes Læber Hr. Peder med List:
Den leer dog nok bedst, som leer tilsidst.