To og tyvende Sang
Fraadsere.
Fraadsere.
Bagved os lod vi Engelen, den stærke,
Som mod den siette Kreds os havde draget,
Og af mit Aasyn slettet ud et Mærke.
Han havde kaldt dem "salige," der jaged
Efter Retfærdigheden, men af alle
Langt lettere her mig Gangen monne falde,
End i de andre Kløfter; opad vendte
Jeg mig og fulgte snelt de hurtige Skialde.
Virgil paa Veien først sin Røst udsendte:
"Altid Gienkiærlighedens Ild besvared
Den Kiærlighed, hvis Flamme Dyden tændte.
Til Helveds Limbus, og blandt os derinde
Din Godhed for mig havde aabenbaret:
Blev jeg dig flux saa huld, som nogensinde
Man vorder Den, man endnu ikke kiender;
Og kort vil jeg af den Grund Trappen finde.
Men siig mig, og forlad, ifald det hænder,
Jeg løsner Talens Tøiler vel fortrolig,
Og lad os tale sammen her som Venner:
Hvor kunde Gierrighedens Last saa rolig
Faae Sted udi dit Bryst, hvor dog med Ære
Saamegen Vid og Kundskab havde Bolig?"
Da Statius sik at høre denne svære
Beskyldning, smilte han og tog tilmæle:
"Kiærlighedstegn er dine Ord mig, Kiære!
"Forsand, tidt see vi Ting, som vore Siæle
"Falsk Stof til Tvivl kan give paa vor Klode,
"Fordi de rette Aarsager sig fiæle.
"Dit Spørgsmaal viser klart mig, at du troede,
"Jeg var en Gnier hisset, før jeg døde
"Maaskee paa Grund af Kredsen, hvor jeg boede.
"Men viid, for langt fra Gierrighedens Brøde
"Jeg netop fierned mig, og har for dette
"Misforhold mange Maaner maattet bøde.
"Ja, havde jeg min Feil ei stræbt at rette,
"Ved dig at høre raabe, som i Vrede,
"Optændt af Harm mod vor Natur, den slette:
"Tørst efter Guld! du ei til Maade tvinge?"
"Da mærked jeg, at Haanden kan sin Vinge
"For vidt oplukke, naar den giver Gave,
"Og angrede min Last, der ei var ringe.
"Hvormange, som hiin Synd ei angret have
"Blot af Uvidenhed, skal engang stige
"Thi viid, naar tvende Laster staae i lige
"Modsætning til hinanden, maae de fælde
"Tilsammen deres Løv i dette Rige.
"Naar du mig derfor saae, til Luttring, trælle
"Blandt Folket, der sin Gierrighed begræder,
"Var det Modsætningen, jeg maatte gielde."
Om hendes Sønners grumme Vaabenhæder:
Syntes du endnu ei den Tro at kiende,
Som i al Gierning god skal Fylde lægge;
Og er det saa, hvad Sol har Mulmets Dække
Da brudt og skinnet for dig, saa med Tiden
Og Statius: "Du hialp mig først i Striden
"Op til Parnassets Væld ved dine Sange,
"Og du paa Vei til Gud mig lyste siden.
"Som Den du handled, der ved Nat skal gange,
"Og bag sig bærer Faklen, saa den skinner
"Ei for ham selv, men efter ham for Mange —
"Oldtidens Retfærd vende skal tilbage,
"Nye Slægter stige ned fra Himlens Tinder."
"Til Skiald, til Christen giorde du mig Svage;
"Men at du grant maa see, hvad jeg vil tegne,
"Skal nu i Haand jeg Farvekosten tage.
"Alt spired trindt i Verden allevegne
"Den sande Tro, hvis Sædekorn var førte
"Ved Himlens Sendebud til Jordens Egne.
"Din Spaadom, som jeg ovenfor berørte,
"Stemmed saa nøie med den nye Lære,
"At flittig dens Forkyndere jeg hørte.
"Saa hellige de tyktes mig at være,
"At deres Nød aftvang mig Taarer svære.
"Jeg kom dem hist til Hiælp, saavidt jeg magted,
"Og rørt af deres Liv, det rene, strenge,
"De andre Sekter alle jeg foragted.
"Til Thebens Floder kom, var døbt jeg blevet;
"Men kun iløn jeg Christen var, og længe
"Af Frygt jeg aabenlyst som Hedning leved;
"For denne Lunkenhed er i den fierde
"Biergkreds jeg fire Hundredaar omdrevet.
"Du Skiald, som giennembrød det tætte Gierde,
"Der skiulte mig hiin Skat, hvorom jeg melder!
"Siig, mens vi her imag vor Opgang færde:
"Plautus, Cæcilius og Varro være?
"Er de fordømt, og udi hvilken Kielder?"
"Persius og de og jeg og mange Kiære,"
Hvem Musers Melk gav herligst Sangerære.
Vi boe hist i det blinde Fængsels Skygge,
Bestandig vore Fostermødre smykke.
Euripides, Simonides og Mange,
Argia og den sørgende Ismene,
Samt med Antigone Deiphile gange.
Med Thetis der og med Tiresias’ Datter,
Og Kvinden fra Langias Væld gaaer ene."
Saa taled Skialdene og taug saa atter;
Forbi er Stigen, Klipperne sig fierne,
Og Blikket klart, opmærksomt Alt omfatter.
Den femte greb i Stangen for at dreie
End mere høit Solvognens Flammestierne.
Da mælede Virgil paa Klippens Veie:
"Lad os den høire Skulder udad vende,
Og gange rundt om Bierget som vi pleie!"
Sædvanen da vor Lærer blev, og denne
Nye Vei vi mindre tøvende betræde,
Thi Aanden gav sit Bifald os tilkiende.
De forud skred, jeg vandrede med Glæde
Eensomt bagefter, thi af deres Talen
Fik jeg ny Indsigt i den Konst at kvæde.
Dog taug de snart; thi midt paa Klippesvalen
Saae vi et selsomt Træ foran os tindre,
Hvis Frugter dufted sødt igiennem Dalen.
Som opadtil et Grantræ bliver mindre
Fra Green til Green, aftog nedefter dette,
Jeg tænker for al Stigen op at hindre.
Tilvenstre, hvor de steile Fielde rette
Sig høit i Luft, speilklare Bølger fløde
Fra Klippen ned paa Bladene, de tætte.
Da Skialdene kom nær, en Røst imøde
Dem klang fra Træets Løv i Toner klare:
"At Alt gik hæderligt, og pleied ikke
"Sin egen Mund, som nu for Jer maa svare.
"De gamle Romerinder ingen Drikke
"Nød, uden Vand, og Daniel over Borde
"Sig Viisdom sanked og lod Maden ligge.
"Skiøn var som Guld den første Tid paa Jorde,
"Da Sult fik Olden selv til sødt at smage,
"Og Tørst hvert Kildevæld til Nektar giorde.
"Af Græshopper og Honning uden Klage
"Leved i Ørkenen den strenge Døber;
"Derfor er han saa stor, og uden Mage
"Hans Hæders Glands, som Evangeliet røber."