Tyvende Sang
Gierrige og Ødsle.
Gierrige og Ødsle.
For bedre Villie maa sig Villien bøie;
Thi drog jeg Svampen op, skiøndt fuld af Væde
Den endnu ikke var, for ham at føie.
Saa skred vi frem og gav os Flid at træde
Hvor der var tomt, tæt ind til Fieldets Side,
Som naar man vandrer paa en Borgmuurs Kiæde.
Thi langsmed Randen laae et Folk i Kvide,
Som draabeviis af Øinene lod rinde
Forbandet vær, du gamle, graa Ulvinde,
Der raned meer, end alle Dyr tillige,
Fordi din Hunger ingen Bund kan finde!
Du Himmel, ved hvis Kredsløb Mange sige,
At vore Kaar forandre sig hernede,
Med sene Skridt og faa vi fremad skrede,
Mens jeg gav Agt paa Skyggerne, der brøde
Ynksomt i Jamren ud, med Taarer hede.
Og som jeg vandred, klang der mig imøde
Et: "Huldeste Maria!" tungt, med Klage,
Som naar en Kvinde græder, der skal føde.
"Hvor fattig du var i de svundne Dage,"
Blev Stemmen ved, "sees af det ringe Leie,
"Du til din hellige Byrde maatte tage." —
"Du gode Helt! Før Fattigdom med Dyder,
"End rigest Skat med Last du vilde eie."
Saa inderlig mig denne Tale fryder,
At frem jeg gaaer, for at faae bedre Kiende
Paa den af Aanderne, fra hvem den lyder.
Jomfruer skienked, for fra Verdens Glæder
Til Erbarhed det unge Sind at vende,
Han taled, sagde jeg: Du Siæl, som kvæder
Saa skisnt! hvo er du, at kun du tilorde
Tog her, for at fornye de Frommes Hæder?
Ei ubelønnet skal din Tale vorde,
Ifald det Liv, hvis korte Bane rinder
Snelt mod sit Maal, jeg ende skal paa Jorde.
Og han: "Saa hør! — ei for den Hiælp, jeg vinder
"Histfra, men kun fordi slig Gunst du nyder,
"At saa stor Naade dig før Død beskinner.
"De christne Lande saadan med sin Skygge,
"At sielden der man gode Frugter bryder.
"Blot evned, kom snart Hevn — og derom beder
"Jeg Ham, der dømmer Alting efter Tykke.
"Hugo Capet jeg kaldet blev blandt Eder;
"Det kongelige Huus, som Frankrigs Stæder
"Behersker nu, fra mig sin Slægt udleder
"Mig, Slagtersønnen fra Paris’ Stræder.
"Den gamle Kongeslægt var, som du kiender,
"Og i den Stund holdt jeg saa fast i Hænder
"Rigsmagtens Ror, jeg havde Styrke vundet
"Ved ny Erobring, og saamange Venner,
"At stolt min Søn, før stakket Tid var svundet,
"Og Rækken af de salvede Konger grunded.
"Min Slægt endnu til Skiændsel havde viet,
"Men der begyndte den paa Røveriet
"Med Vold og Løgn, og senere, til Bøde,
"Offred han Conradin, og siden sendte
"Til Himlen han San Thomas hiem, til Bøde.
"En Tid jeg seer, kort efter dette hændte,
"At han og hans maae vorde bedre kiendte.
"Han kommer vaabenløs, hans Haand kun svinger
"Det Spyd, som Judas stred med, og han skyder
"Med det, saa Bugen paa Fiorenza springer.
"Dog vinder han ei Land, men Skam og Lyder,
"Og desto tungere vorder Det, han vinder,
"Jo mindre han om slige Tab sig bryder.
"Sin Datter sælge, ja tiltorvs at føre,
"Som naar Korsarer handle med Slavinder.
"O Gierrighed, hvad mere kan du giøre,
"Du, som saaledes har min Slægt omspundet,
"At eget Kiød og Blod ei kan den røre?
"Paa det al Synd maa vorde mindre fundet,
"Og Christus i sin Efterfølger bundet.
"Jeg seer ham anden Gang bespottet blive,
"Galden og Ediken fornyes, og skuer
"Ham mellem nye Røvere bragt aflive.
"Jeg seer den nye Pilatus, som ei gruer,
"Saa grum er han, for hver en Lov at bryde,
"O Herre! siig, naar skal den Hævn mig fryde,
"Som i din Løndoms Dyb du giemmer inde,
"Hvad om den Helligaands udkaarne Kvinde
"Du hørte nys mig tale, saa omsider
"Du vendte dig til mig, for Lys at vinde:
"Det skal vi bede medens Dagen skrider;
"Men anderledes tage vi tilorde,
"Med modsat Klang, naar det mod Natten lider.
"Hvis Guldtørst var saa stor, at til Forræder,
"Til Tyv og Brodermorder den ham giorde.
"Og hvorfor han bør udlees alle Steder.
"Vi mindes Achan, hvem hans Lyst besnæred,
"Saa han af Byttet stial i gamle Dage;
"Det er, som end ham Josvas Harm fortæred.
"Vi prise Slagene, hiin Tempelskænder
"Rundtomkring Bierget, og tilsidst vi mæle:
"En taler høit, En sagte blandt os Siæle;
"Alt efter Følelsen, der Talen fremmer,
"Gaae vore Ord snart hurtig, snart de dvæle.
"Saalunde var det, som du nu fornemmer,
"Ei ene mig, der mindedes de Gode,
"Kun nærved hørtes ingen andre Stemmer."
Alt havde vi forladt ham, og vi stode
Ifærd med at gaae frem vor Sti, den trange,
Saalangt, som vore Kræfter det tillode.
Med eet, som om de faldt, skialv Biergets Vange,
Saa slig en Gysning kold mig greb om Brystet,
Som griber Mænd, naar de til Døden gange.
Førend Latona bygged der sig Rede
Og fødte Himlens Øine og blev trøstet.
Fra hver en Kant nu sligt et Raab der skede,
At Mesteren sig til mig monne bøie,
Og sagde: "Frygt kun ei, jeg vil dig lede!"
Et "Ære være Herren i det Høie!"
Sang Alle nu, det fatted jeg af Klangen
Og af de Nærmeste, jeg hørte nøie.
I spændt Forventning standsede vi Gangen,
Liig Hyrderne, der hørte først hiint Kvæde,
Til Biergets Skiælven var forbi, og Sangen.
Derpaa vor hellige Vei igien vi træde,
Beskuende som før de Skyggers Liden,
Der atter ligge langsad Jord og græde.
Ifald jeg husker rigtig, aldrig siden,
Ei heller før, Uvidenheden tændte
Slig pinlig Længsel hos mig efter Viden,
Som mens jeg grunded paa, hvad her sig hændte;
Ei voved jeg at spørge før vi rasted,
Og selv forstod jeg Intet eller kiendte,
Men frygtsom, tankefuld jeg fremad hasted.