Chr.K.F. Molbech (1821–88)

Med Øiet paa sin Glæde fæstet, giorde

        Hiin fromme Gransker sig af egen Villie

        Til Lærer for en Stund og tog tilorde:

„Den, der hiin Vunde slog, som Himlens Lilie¹

        „Læged igien, er hende, der saa fager

        „Sig hviler ved Marias Fod paa Tilie.

„I Rækken, som den tredie Plads indtager,

        „Den fromme Rachel nedenunder hende²

        „Ved Beatrices Side du opdager.

„Sara, Rebekka, Judith og den Kvinde,³

        „Hiin Skiald nedstammed fra, som sang i Kvaler

        „For Syndens Skyld: Gud, lad mig Naade finde!

„Dem Alle her, hvis Navne jeg udtaler,

        „Seer du, ved ned fra Trin til Trin at stige,

        „Som jeg fra Blad til Blad i Rosen daler.

„Og fra det syvende fremdeles lige⁴

        „Ned til det sidste Trin en Rad Jødinder

        „Tvedeler Blomsterklokkerne, de rige;

„Thi efter Troens Blik paa Christus finder

        „Der hist en Deling Sted iblandt de Gode,

        „Og Skillevæggen danne disse Kvinder.

„Her, hvor til moden Fylde Blomsten groede

        „Med alle sine Blade, boe de Fromme,

        „Der, førend Christus kom, alt paa ham troede;

„Hist, hvor du endnu skuer Sæder tomme,

        „Boe de, som til den komne Christus glade

        „Sig vendte hen, før deres Liv var omme.

„Og som vor Himmeldronnings høie Stade

        „Med samt de andre Trin, der nedad skride,

        „Giør Skilning her imellem Rosens Blade:

„Saa hiin Johannes paa den anden Side,

        „Der, altid hellig, udholdt Ørkenheden

        „Og Martyrdød og to Aars Helvedkvide.⁵

„Og under ham Franciscus danner Kieden⁶

        „Foruden dem, fra Kreds til Kreds modneden.

„Lad nu dit Blik Guds Forsyn klart opfange!

        „See, Troens Dobbeltsyn med sine Hære

        „Skal fylde ligelig vor Haves Gange;

„Og viid, at nedad fra det Trin, du skære

        „Seer de to Skilninger i Midten, vindes

        „Der ei ved egen Værdskyld Plads og Ære,

„Men ved en fremmed, hvortil Vilkaar bindes;⁷

        „Thi Siæle, som udløstes, før ilive

        „Sandt Valg de fik, paa hine Sæder findes;

„Derom kan du paa Stand forvisset blive

        „Af deres Træk og Børnestemmer milde,

        „Naar du betragter dem og Agt vil give.

„Nu tier du, indviklet i din snilde,

        „Spidsfindige Tænknings Garn, men jeg vil drage

        „Dig udaf Tvivl og løse Tankens Hilde.⁸

„I dette Rige, stort og uden Mage,

        „Er der saalidt Tilfældighed, som Møie

        „Der findes eller Tørst og Hungers Plage;

„Thi ved et evigt Lovbud har den Høie

        „Bestemt for Alt, hvadhelst du seer, en Orden,

        „Saa Ringen her til Fingeren passer nøie.

„Og derfor er hiin Slægt, der snelt fra Jorden

        „Drog til det sande Liv, ei uden Grunde

        „Indbyrdes meer og mindre herlig vorden.

„Hiin Drot, ved hvem i dette Land vi funde

        „Slig Kiærlighed og Fryd, at aldrig lued

        „En Attraa her, der meer forlange kunde,

„Gav alle Siæle, som ham selv det hued,

        „Ved Skabelsen forskiellig Grad af Naade;

        „Nok være det, at Virkningen man skued!

„Og dette siges klart iligemaade⁹

        „Hvor Skriften om det Tvillingpar beretter,

        „Som alt i Moders Liv lod Vreden raade.

„Thi bør det sig, at Himmellyset fletter¹⁰

        „Sin Krands om Hver, altsom hans Lokker have

        „Slig Naades Lød, der Salighed forjetter.

„Foruden egen Værdskyld er paa lave

        „Og høie Trin de stillet her forneden,

        „Adskilte kun ved Naadens Førstegave.

„Forældres Tro var, næst Uskyldigheden,¹¹

        „Imens de første Hundredaar henrunde,

        „Alt nok til at erhverve Himmelfreden;

„Derefter gav, da hine Tider svunde,

        „Omskærelsen de spæde Drenges Vinger

        „Kraft til at løfte dem fra Jordens Grunde;

„Men Frelsen efter Naadens Tid betinger

        „Uskyldighedens fulde Daab i Christus,

        „Og Savn af den de Spæde nedad bringer.

„Betragt det, Aasyn nu, der ligner Christus,¹²

        „Thi kun dets Lys kan, naar dit Blik vil segne,

        „Dig give Kræfter til at skue Christus!"

Slig Fryd jeg saae nedover Hende regne

        Fra denne fromme Hær, som Gud har villet

        Skal giennemflyve Himlens høie Egne,

At ingen af de Ting, der forhen stilled

        Sig for mit Blik, slig Undren hos mig vakte,

        Og viste mig af Gud saa klart et Billed.

Men han, som først Maria Budskab bragte,¹³

        Sang atter: „Hil dig, naaderige Kvinde!"

        Med begge sine Vinger vidt udstrakte;

Og overalt de Salige derinde

        Sang Svar til det guddommelige Kvæde,

        Saa jeg hvert Blik saae mere frydfuldt skinne.

O hellige Fader, som for mig at glæde¹⁴

        Vil dvæle her, fiernt fra de lyse Buer,

        Hvor du ved evigt Lodfald fik dit Sæde!

Hvo er den Engel, der saa frydfuld skuer

        Ind i vor Dronnings Øine, han, den fierne,

        Der gløder høit i Kiærlighedens Luer?

Saa vendte jeg mig tillidsfuld og gierne

        Paany til ham, der fra Maria drager

        Sin Skiønhed, som fra Solen Morgenens Stierne.

Han svared: „Saa frimodig og saa fager,

        „Som nogen Engel eller Siæl kan være,

        „Er han forvist, og saa det os behager.

„Thi det er ham, der Palmen bar med Ære

        „Ned til Maria, da Guds Søn og Lige

        „Vor tunge Byrde naadig vilde bære.

„Men lad nu dine Blikke med mig stige,

        „Og mærk dig, mens jeg taler, vel de fromme

        „Hofsinder her i Retviishedens Rige.

„De To, der frydes meest, fordi de komme

        „Den høie Dronning nærmest, maa du vide,

        „To Rødder er til denne Rosenblomme.

„Tilvenstre sidder, næst ved hendes Side,

        „Hiin Fader, hvis forvovne Bid I sone¹⁵

        „Slægt efter Slægt paa Jord med bitter Kvide.

„Tilhøire seer du Kirkens Fader throne,¹⁶

        „Hvem Christus fordum, da fra Jord han stunded,

        „Gav Nøglerne til denne Blomsterkrone.

„Og han, der saae, før Livets Dag var svundet,¹⁷

        „Den fagre Bruds Modgang og svare Møie,

        „Som var med Naglerne og Landsen vundet,

„Hos Denne har sin Plads; hos Hiin den høie¹⁸

        „Veiviser for det Folk, hvis Kost var Manna,

        „Der var uskiønsomt, flygtigt, svært at bøie.

„Hist overfor Sanct Peder seer du Anna;¹⁹

        „Med Blikket til sin Datter salig lænket,

        „Hun synger fuld af Fryd et Hosianna.

„Og midt imod vor Stammefader bænket

        „Er hiin Lucia, der din Herskerinde²⁰

        „Bevæged, da til Fald du Øiet sænked.

„Men Tiden for din Drøm vil snart forsvinde;

        „Thi lad os skære Dragten efter Tøiet,

        „Og før det er for sildigt holde inde.

„Vend da mod Førstekiærligheden Øiet,

        „Og lad dit Blik, saalangt det kan, sig svinge,

        „Til Glandsen selv dig byder være nøiet!

„Men at du ikke, mens du slaaer din Vinge,

        „Skal synke, just fordi du troer at stige,

        „Maa først en ydmyg Bøn dig Naade bringe,

„Naade fra Hende hist, den hiælperige;²¹

        „Men du skal følge med mig fromt besiælet,

        „Og fra mit Ord ei lade Hiertet vige;

      Derefter denne hellige Bøn han mæled.