Fierde Sang
Udøbte Børn og retfærdige Hedninger.
Udøbte Børn og retfærdige Hedninger.
Et vældigt Drøn min dybe Søvn bortskrækked;
Jeg sammen foer ved Bulderet det høie,
Liig En, der bliver brat med Magt opvækket.
Og opreist kasted jeg mit hvilte Øie
Rundtom til alle Sider, for at vide,
Hvor nu jeg var, og stirred fast og nøie.
Forsandt, jeg stod høit paa den steile Side
Af Sorgens Afgrund, hvor som Torden ruller
Evindelige Skrig af dem, der lide.
Afgrunden mørk og dyb, af Taage fuld er,
Saa skiøndt mit Blik tilbunds jeg vilde fæste,
Jeg Intet saae, men hørte kun hiint Bulder.
"Nu vil den blinde Verdens Dyb vi giæste,"
Begyndte dødbleg Digteren at sige,
"Jeg først, og du skal følge som den næste."
Jeg sagde, da jeg saae hans Farve vige:
Naar du, som under Tvivlens Nød mit Skiold er,
Selv vorder ræd, hvor kan da jeg nedstige?
"Det er de piinte Siæles Vee, der volder,"
Saa svared han, "at blegt mit Ansigt bliver
Af denne Medynk, som for Skræk du holder.
Afsted! den lange Vei os fremad driver."
Saaledes i den første Kreds han førte
Mig ind, som Afgrundssvælget rundt omgiver..
Der lød i den, som lyttende jeg hørte,
Ei nogen Graad, men kun af Sukke svare
Den evige Luft stærkt skiælvende sig rørte.
Det kom deraf, at disse Siæle vare
Fordømt til Sorg, men uden Piinsels Kvide;
Der sukked Mænd og Børn og Kvinders Skare.
Hvo disse Aander er, til hvem du kommer?
Jeg vil, du høre skal, før frem vi skride,
At ei de have syndet; ak, men tom er
Dog deres Daab, de fattes Daabens Vande,
Indgangen til den Tro, der nu dig frommer.
De leved førend Christi Lys det sande,
Og Gud forstod de ikke ret at ære;
Jeg hører selv til dem i disse Lande.
For saadan Mangel nu vor Dom vi bære,
Og ei for anden Skyld; til Bod Gud kræved,
At Længsel uden Haab os skal fortære."
Sorg ved hans Ord mit Hierte giennembæved;
Thi Mænd med Værdskyld høi saae jeg derinde,
Som her i denne Helveds Forgaard svæved.
Siig mig — begyndte jeg, for ret at finde
Vished om denne stærke Tro, der fælder
Altid i Kamp Vildfarelsen den blinde, —
Steg Ingen herfra ved sin Kraft, hvad heller
For Andres Skyld, op til de salige Lande?
Da svarer han, som seer, hvad Talen gielder:
"End var jeg ny paa Stedet, hvor vi stande,
Med Seirens Tegn kronsmykket var hans Pande.
Vor første Fader drog fra dette Rige
Han med sig bort, samt Abel, Noahs Skygge,
Moses, der Loven gav og lød tillige,
Og Abraham og David, Thronens Smykke,
Og Israel med Fader og med Sønner,
Samt Rachel, hun hans suurt fortiente Lykke.
Og mange Fleer med Salighed han lønner;
Men ingen jordisk Siæl, det maa du vide,
Blev førend dem forløst ved sine Bønner."
Saa taled han; vi lod ei af at skride,
Men vandred giennem Skoven frem derinde,
Den tætte Skov af Aanderne, som lide.
Før vi endnu var langt fra Voldens Tinde,
Saae jeg et Lys, der fik en halvrund Klode
Af dette dybe Mulm til at forsvinde.
Lidt fiernede derfra vi endnu stode,
Saa nær dog, at mit Blik tildeels adskilled,
At en hoiherlig Slægt derinde boede.
Du Vidskabens og Konstens Mønsterbilled!
Hvo er det Folk, der saa stor Ære nyder,
At fra de Andres Lod det fiernt er stillet?
Og han: "Det hæderfulde Ry, der lyder
Om dem i Livet hist, hvor du har hiemme,
Er Skyld, at Himlens Gunst dem saadan pryder."
Imens han talte, hørte jeg en Stemme:
"Lovpriis den høie Skiald!" lød det fra Hine:
"See, atter er hans Skygge blandt os fremme!"
Og fire store Skygger saae jeg trine
Mod os, da Stemmen hørte op at mæle;
Ei sørgende, ei glad var deres Mine.
Min Mester sagde nu: "See, mens vi dvæle,
Paa ham, der hist med Sværd i Haanden ganger,
Som Fyrste, fremmerst blandt de trende Siæle:
Det er Homer, hiin kongelige Sanger;
Næst gaaer Horats, Satirens Skiald, den lette,
Ovid den tredie, sidst Lucan i Rang er.
Hver af dem deler Navnet med mig, dette,
Som fra en enkelt Røst du hørte klinge:
Derfor de hædre mig, og det medrette."
Saalunde saae jeg ham, der slaaer sin Vinge,
Liig Ørnen, over os, hiin Høisangs — Mester,
Sin skiønne Skole sammen om os bringe.
En Stund samtaled først de vise Giæster,
Derpaa til mig med Hilsen de sig bøie,
Og om min Førers Mund et Smiil sig fæster.
Ja endnu større Hæder de tilføie;
Thi som den siette Mand i deres Skare,
Blandt saa stor Kløgt, optage mig de Høie.
Vi ginge nu til Lyset hen, det klare,
Og taled Ting, det her er skiønt at dølge,
Som det var skiønt at tale, hvor vi vare.
Tætved et Slot jeg standsed med mit Følge,
Trindt værnet af en Flods venlige Bølge.
Paa Vandet gik vi, som paa haarden Spange,
Og ad syv Porte med hiin Visdoms Kilde
Jeg kom tilsidst til friske, grønne Vange.
Der saae jeg Folk med Blik alvorligt stille,
Høi Værdighed paa deres Aasyn hviled,
De taled steldent og med Stemmer milde.
Vi drog os henimod en Høi, der smiled
Saa lys og aaben, at til alle Sider
Mit Blik fra den udover Skaren iled.
Og overfor, paa Engens grønne Sæder,
Mig vistes Aander, store, vidt bekiendte,
Saa høit min Siæl ved Synet end sig glæder.
Hos dem Æneas; Cæsar, klædt i Plader,
Imod mig sine Falkeblikke sendte.
Jeg saae Camilla blandt de tætte Rader,
Penthesilea sig med Flokken blande,
Og tæt Lavinia sidde hos sin Fader.
Jeg Brutus saae, der jog Tarqvin af Lande,
Cornelia, Julia, Martia og den rene
Lucretia, og fiernt Saladin stande.
Der Mesternavn blandt Jordens Viismænd bærer,
Paa Engen hvile sig, men ei alene;
En Skare Philosopher høit ham ærer,
Plato med Sokrates foran de Andre
Jeg skued, nærmest ved den store Lærer.
Jeg ham, der vilde Skabelsen forandre
Og lade den af Hændelsen afhænge,
Med Thales og Diogenes faae vandre.
Ham, der paa Egenskaben grunded længe,
Saae jeg hos Orpheus staae, den dybe Sanger,
Samt Tullius, Livius, Seneca den strenge.
Med Ptolomæus paa den grønne Vang er
Euklids og Heraklits og Zenos Siæle;
Hos Empedokles Anaxagoras ganger.
Hippokrates og Avicenna fiæle
Med Galienus sig, og længst tilbage
Seer jeg Fortolkeren Averrhoes dvæle.
Dem Alle kan jeg ikke her gientage;
Thi saa jeg drives frem af Stoffets Kilde,
At tidt mig svigte Ordene de svage.
Men fra de Sex de Tvende nu sig skille;
Ad anden Vei min vise Fører vender
Sig til den Luft, der skiælver, fra den stille,
Og til et Sted jeg naaer, som Lys ei kiender.