Den unge Konge af Teng boede ved den store Flod i et nydeligt udskaaret Lysthus.
Kongen var klædt i Atlask, og Prydelser af Jade gyngede ved hans Bælte.
Men nu slumrer Atlaskdragterne i Ibenholtsskrinene og Jadeprydelserne ligge urørte hen, man ser kun Morgenens blaa Dampe trænge ind ad Dørene og Regnen, som græder hver Aften.
Skyerne ruller sig sammen over Himlen og sortner det glasklare Vand; thi Kongen er rejst bort.
Saaledes skrider Maanen over Himlen og forsvinder.
Og sørgende følger Efteraar paa Efteraar. Hvor er dog Kongen rejst hen?
Tidligere beundrede han Floden. Det sitrende Vand har ikke bevaret Glansen fra hans Øjne og bevarer han nu Erindringen om Floden?
