Ved Babylons Floder vi sidder, et Folk, landflygtigt, i Graad;
vi spejder mod Fjærnets Vidder om Trøst og signende Raad.
Men spildte er vore Bønner, og Skæbnen er klippekold,
Jehovas fortabte Sønner er dømte til Fjendevold.
Kun Minderne Bud os bringer fra det Paradis, som blev lukt,
de spiler dødstrætte Vinger ud til den evige Flugt.
Henover Babylons Floder de stryger hjemover, hjem
mod dig, vor Dronning, vor Moder, du stolte Jerusalem.
De bringer os Bud om en øde, erobret og plyndret Stad,
hvis Kongeslægter er døde, mens Folket er splittet ad.
En Klippe med stejltskaarne Rande, gold som en tiende Sorg,
hvor Zion kroned sin Pande med Davids gyldene Borg.
Og hvor Morias Søjler de slanke en Gang sig løfted mod Sky
som Hymner af Menneskets Tanke mod Guddommens straalende Ry,
dér Livet pjalteklædt træller i Hytter om Murenes Fod,
og kun Askedyngerne melder, hvor fordum Altrene stod.
Vi sidder ved Babylons Floder, og ingen kan være glad
fjærnt fra dig, vor dyre Moder, vor sagnstore Kongestad.
Men aldrig vi dog fornægter dit Navn, din Gud og dit Sprog,
trods fjendtlige, vantro Slægter, der spændte Verden i Aag.
Deres Hænder er knyttet imod dig, deres Tunger har Had og Spot,
skønt én Gang de laa for Fod dig, da du var Hersker og Drot.
Men dine evige Sange forstummer ikke paa Jord,
saalænge en stakkels Fange paa din Genfødelse tror.
Dit nybygte Tempel skal huse Profeter endnu en Gang,
og Davids Salmer skal bruse med Dommens Basuners Klang.
Af Tidens sløvede Dvale skal store Følelser gaa,
den evige Sandheds Tale paany skal troende faa.
Til da vil taalmodig vi bøje vort Hoved i Smærte ned,
og elske med større Føje dig for den Skæbne, du léd,
og vente ved Babylons Floder, til én Gang vi rækker frem
til dig, vor Dronning, vor Moder, du nye Jerusalem.