Phoibos ApolloTil Ove Rode.Jeg saa’ ham for mig, min Ven, saa titjeg dvælede i din Stue:den stolte Gud med det sejrende Blikover den søndrede Bue.Blændende nøgen, statueskøn,han knejste i Krogen indemed Blikket fuldt af guddommelig Haanvendt mod den fældede Fjende.Det var Phoibos Apollo, — den hedenske Gudfor Lyrens og Buens Strænge —der stod som Penat i dit hedenske Hjem,fra du og din Broder var Drenge.Han stod dér og saa’ over Stuen ud,rolig og død i sin Kulde,som om han slet ikke fattede selv,hvad netop blandt os han skulde —blandt os, som flokkedes i dit Hjemtil saa mangt et dundrende Gilde,hvor det hændte, at Skønhedskravet blev glemt,og at Vinløvet var af det vilde.* * *Men han stod der ogsaa stundom ved Lag,hvor Tonen var mere dæmpet,hvor vi drak lidt mindre og talte lidt mer,hvor der veksledes Ord og blev kæmpet, —hvor unge Tanker fandt frit sit Sprog,— som det nu bedst kunde passe —hvor der førtes Hug mod saa mange Ting,og Hug, som stundom var hvasse, —hvor alt det Had, som vi gemmer paaog oftest saa sky maa fjæle,og al vor Lede og Trods og Foragtubundet, tvangløst fik Mæle.Og Ordene skifted, og Timerne fløj,— Nattens de glidende Stunder.En enkelt vrøvler, en enkelt er ør,en enkelt paa Sofaen blunder.Men der er Latter og Spøg og Skæmt,som Vej til Hjærterne finder,og skælmske, drillende Ord og Smilaf unge, livsglade Kvinder.Og vi sidder saa hyggelig lunt i dit Bo— den lille, kætterske Skare —mens Borgerne snorker og drømmer fjærntom Fred og slet ingen Fare.og aner ikke, hvad Løfter herunder Bægerklang bliver givetom Kamp mod det hele, forældede Ross,for det friske, det unge, for Livet.* * *Jeg ser ham for mig, min Ven, endnu,naar jeg dvæler saa tit i din Stue:den stolte Gud med det sejrende Blikover den søndrede Bue.Han hører dog vistnok til Kredsen medog drives ikke af Lagetved et dristigt Ord, som i ærbar Kredsaf Borgermænd sikkert blev vraget.Hans løftede Arm viser Vejen frem— den Vej, vi helst vilde træde.Og den unge Gud lader ikke haantom vor Ungdoms Letsind og Glæde.Han hader som vi det flove, det graaog alt det forældede gamle.Og traf vore Pile saa sikkert som hans,snart skulde i Støvet det ramle.Hans løftede Arm viser Vejen frem— Hedningeguden den høje,den eneste Gud, for hvem vi til Bønog Andagt Knæet gad bøje.Han staar dér, ung og stolt som vort Haab,i Hjørnet af Stuen indemed Blikket fuldt af sejrende Haanvendt mod den fældede Fjende.Ungdommens Gud og Letsindets Gudog Sangenes evige Mester!Og vi unge skal sætte hans Bue i Standaf de gamle, søndrede Rester!