Saa svandt da Aaret, og det var godt —
hvor vugged det sig dog graat i graat
frem over Dagenes Bølger!
Men Tiden har en mærkelig Hast, —
naa, det kan hænde, det er en Last,
som én Gang med Tiden følger.
Og Alvorsmanden faar Hyre nok:
at veje alle de Dages Flok
og se sig langligt tilbage
og melde, hvorledes Kursen stod,
og hvordan Strømmen sank Fod for Fod —
den gamle Alvorsmands-Klage.
Ja vist, det hele var desperat!
Hvad blev der virket for Folk og Stat
for Lighed, for Frihed, for Loven?
Saa mange Løfter blev varslet ind —
saa mange Viljer, saa mange Sind,
som der er Træer i Skoven!
Naa, blæse være med alt det Kram!
Jeg siger det frit — maaské til min Skam, —
at min Moral er en anden.
Jeg bryder fejl mig om Folkets Tarv,
om Statens Vel og om Slægtens Arv,
og „Tiden“ giver jeg Fanden.
Smaatskaarne Tid, som vi unge saa’,
hvad har du vel, du kan byde paa
til Kost paa vor Fremtidsfærden?
Du er saa ussel, saa arm og trist —
men Pokker være dog Pessimist,
— nej, der er Sol over Verden.
Et eneste Kys af min elsktes Mund,
det er den Lægedom, stærk og sund,
som tager bort mine Sorger.
Løftet hun gav mig med samt sin Tro,
er mere værd end hvad paa mit Bo
Alverdens Jøder mig borger.
Det bedste Minde — Du gamle Aar —
jeg tager med mig, naar frem jeg gaar
nu mod det ubekendte:
en Stjærnenat paa en Vintervej,
hvor der var ingen, undtagen jeg
og hun, som loved at vente.
Ja, vent kun trolig, min unge Brud!
Det nye Aar bringer gode Bud
for to, som elsker hinanden.
Lad andre vade i Kævl og Prat,
lad andre gøgle for Folk og Stat —
vi giver Tiderne Fanden.
Vi agter ikke paa Slægtens Vé;
hvad der skal hænde, lad det kun ske,
alt efter Dagens Nykke.
Hos dig jeg vandt — uden mindste Krav —
min Fremtid, den Gang til mig du gav —
Fred og Nytaar og Lykke.