Nu kimer alle Klokker mod Sky,
nu samles Kirkefolket i By
i de gamle, hellige Haller.
Nu ringer Foraaret Pinsen ind
under lyse Kupler af Bøg og Lind,
hvor Klokkerne hedder Konvaller.
Og der er kvalmt i den store Stad,
hvor der levnes kun under Husenes Rad
en Strimmel Skygge ved Muren.
Saa glemmer en Stund vi da Dagens Slid;
én Gud kun raader ved Pinsetid —
den Guddom hedder Naturen.
Den taler ikke i Orglets Brum,
den bygger ikke i Kirkens Rum,
hvor døsigt Kærterne skinner.
Det er en Gud, der har Blomster i Hat
og er lys og kæk som det unge Krat
og har røde, solbrændte Kinder.
Naturen holder sin Pinsefest,
og Du og jeg og enhver er Gæst,
om vi kommer fra Vest eller Øster.
For en fattig Sjæl, der har Klud kun paa Klud,
staar dens Tjenere rede med Højtidsskrud,
for hver syg og saar er den Trøster.
De tusind Tunger fra Pinsedag
har faaet Mæle, paa Bondens Tag
og i Skoven hos Gøg og Sisken.
I den dampende Aften, naar Sol gaar ned,
deres Toner lyder fra Søens Bred
til Takt af Sivenes Hvisken.
Majdagen breder sin Disk og Dug:
hjemlig Kost til vort hjemlige Brug,
ingen kostbare, prangende Retter.
Du lyse Sommer i Pinseglans,
velkommen her paa vort Fødelands
jævne, velsignede Sletter.