Henrik IbsenPaa hans tredsinstyveaarige Fødselsdag.Der stryger fra Synskredsens Søndenbræm,fra Sollandets Kyster klare,vugget paa brede Vingekast frem,op imod Nord, mod de tusind Hjem,en sælsom Trækfugleskare.Dér slaar de sig ned paa de yderste Skær,som langt ude lukker for Synet,sidder og varsler det kommende Vejr, —mørke Fugle med stride Fjærog Ørneblik under Brynet. — —Den Fugleflok har sin egen Forstand,det er levende, vingede Tanker.De skikkedes ud fra en ensom Mandmed Hilsen og Bud til det gamle Landunder Taagens drivende Banker.For kært er Fjældet og kendt er Fjord,som ligger i Dagen fremme.Vide gik deres Trækfuglsspor,men i dette Land mod det kolde Nordher fødtes de og har hjemme.Her spiled de Vingen en vaarlig Stund, —agter stod Maagernes Skare —og tumlede kækt sig af Hjærtens Grund:overbord med Fornuftens Ballast kun,for dejligt er det at fare.Her drømte en Gang de om Liv og Daadog følte Modet sig ranketil Ridderfærd, til en Dyst saa kaad,her voksed i dem under Tvivl og GraadKong Hakons sejrende Tanke.Og her de lærte at slaa i GlemDalluftens Fuglekvidder.Lavlandslivet blev kvalmt for dem,til Højdeflugten de stunded fremmod de vinterfrysende Vidder.Og her det var, at dem Blodet frøsunder Hadet og Kampen og Støjen,da Kobler af Hunde blev sluppet løs,da den søvnige Flok skræmtes op af Døs, —de Dovregubber i Højen.Saa var det en Nat, at de Tegnet gav:Mod Syd, mod Solstrandens Favner.Dernede stilledes deres Krav —bag deres susende Træk over Havsluknede Snelandets Bavner. — — —Men sidenefter i Høst og Vaarde gamle Kyster de gæster,hilser og spørger til Hjemlandets Kaar,bringer saa trofast den Melding, de faar,mod Syd til den graanede Mester.Langsynt de spejder mod Landet ind, —hvert Vingeløft er en Længsel —om slørt af Taagen staar Fjæld og Tind,om Solen rinder, om havsalt Vindej snart vil sprænge dets Fængsel.Men møder de endnu paa deres Togover de hjemlige VejeGengangerskaren, i Ord og Bog,som rider, ud fra hver Ravnekrog,sin braskende Asgaardsreje:Saa falder der paa deres Vinger Sne,vinterkold blir deres Aande.Saa skriger de hæst som Trudsel og Véover Slægten, der aldrig skal Frelsen sé,over Tidens voksende Vaande.Saa slaar de sig ned paa de yderste Skær,der langt ude lukker for Synet,sidder og varsler det kommende Vejr —Tankefugle med stride Fjærog Ørneblik under Brynet.