Jeg havde bygt mig et Tempelkammer,
hvor hendes straalende Billed stod.
Paa Altret brændte min Attraas Flammer,
og jeg laa slænget for hendes Fod.
Jeg hængte brogede, dyre Stoffer
omkring den aandløse Billedfjæl,
og bragte aarle mit bedste Offer:
min hede, tørstende Ungdomssjæl. —
Nu er jeg reven af Tryllegarnet,
og Frelserhaanden var haard og plump.
Min Afgud ligger nu knust i Skarnet,
en hæslig, sønderbrudt Torsostump.
Den Gunst, jeg knælende vilde søge,
den var for alle og hver tilfals:
Gudinden bød som en sminket Skøge
til Kys for Penge sin Marmorhals!
Og der er renset af Stormvinds-Svøber
i den besudlede Tempelhal.
Der er ej mér, som min Svaghed røber,
og Plads for dig kun, som saa’ mit Fald.
Den gamle Sandhed — jeg har jo lært den,
saa aldrig mer den kan slettes ud:
En Afgud intet er her i Verden,
og du alene den sande Gud.