Nu rider Gud Odin sin Stormhingst ud
gennem de sorte Nætter.
Vred sprænger Gud Odin i Mulm og Slud
hen over Jyllands Sletter.
Hen over Byer og hen over Skove
buldrer de hule, vældige Hove,
hen over Hede og Kæmpegrav
ud mod det vildsomt fraadende Hav —
ud imod Øst og ud imod Vest
tumler den hvirvlende Odinsblæst.
Odin strækker sit manende Sværd
over det natlige Øde.
Urtidskæmpernes sovende Hær
vaagner til Liv fra de Døde.
Ud imod Vester og ud imod Øster
lyder en Jamren af tusinde Røster,
tusinde Røster i Klage og Ve.
Nyet staar op lig en Dødningele,
hvor henover Skyerne flyver som Skum
fredløst gennem det uhyre Rum.
Ude fra Marker og Moser og Kær
indover Landsbyens Kirke
jager det klaprende, piskende Vær,
knækker de skælvende Birke.
Rundt om i Gaarde og Rønner og Hytter
ligger de ængstede Bønder og lytter.
Hanerne galdrer sig hæse paa Hjald.
Øgene hrimmer og sparker i Stald.
Poplerne tordner og nejer som Rør.
Hundene glammer og tuder og gør.
Møllerne larmer i Vildskab og Gru,
hver paa sin mørke Forhøjning,
Vingerne slider af Rædsel itu
Tovværk og anden Fortøjning.
Navene lirker og knirker og knager,
Sejlene sluprer, og Kværnene klager,
Vingerne hugger sig rasende rundt —
opad og nedad i samme Secund,
indtil de brudte af Stormværets Slag,
styrter til Jorden med Bulder og Brag.
Urtiden trænger i Flækkerne ind —
Nutidens Verden maa rømme.
Ingen kan sove; det lyttende Sind
hylles i Myter og Drømme. —
Det pusler ved Døre og Laase og Luger,
det sukker og skriger i Sprækker og Fuger,
mjavende, truende, spottende, rallende,
stønnende, tryglende, hulkende, kaldende —
Odin hugger sit Stormværssværd
ind gennem Straatag og Lægter og Spær.
O, mon I kender en lignende Frygt,
som, naar i Fortidens Nætter
Odin drog ud paa sit Stormvejrsrøgt
over de hærgede Sletter.
O, kan I høre de brændende Bønner
mumlet af Cimbrernes Døtre og Sønner.
Har I mon sanset det Dødningesus,
der styrtede Hytter og Drømme i Grus —?
Hør, hvor det jamrer i Øst og Vest
gennem den vildsomme Odinsblæst.