Først dækked Frosten Fjord og Bælt
og Sund og Sø med Is,
saa gennempisked Storm og Sne
mit Land i døgnevis;
nu ligger Jylland blaalighvidt,
stivfrossent som et Lig,
hvor sorte Raager flakser om
ved Dag med hæse Skrig.
Dog her og der har Stormen slidt
i Linet Brud paa Brud,
saa Skov i sort og Rug i grønt
forsigtig titter ud.
Hist snoer en halvt tilfrossen Aa
sig mange krumme Mil —
En indesneet Bondeby
blandt nøgne Poppelpil.
Om Kvælden synker Solen rød
bag Hedens rimblaa Rand,
mens Maanen stiger irretgrøn
af Kattegattets Strand —
Saa springer Stjerneflimret ud
af Himlens Mørkeblaa,
og Bønder tænder Lampelys
i ensom Gaard og Vraa.
Ved Flodtid drøner Isen hult
fra Fjord og Bælt og Strand —
Nordlyset flammer rødt og gult
højt over Bakkens Rand,
mens Ræv og Ugle tuder lydt
i sorte Kløfters Krat,
og Nordenvinden borer blindt
i dybe Skoves Nat.
Oh, strenge, rene Vinterland,
hvor mine Fædre stred
mod Angst og Mørke, Sult og Savn,
mens Nordenkulden bed —
jeg længes bort fra By og Lys,
hinsides Staal og Damp
imod et barskt og enkelt Liv
i karsk og ædel Kamp.