Peter Reimer i Fængsel2.(Kaos.)Nu klamrer Vinterstormen sig om det døde Hus —i alle Sprækker jamrer det sorte, øde Sus.Jeg kan for Had ej sove, min Frihed er forbi —en Kriger gaar til Grunde, naar Foden ej er fri.De skød mig fejgt i Benet, da jeg var vaabenløs —det fryded hele Hoben at se mig magtesløs —Aa, Afmagt, aa, det stormer og brænder i mit Bryst —nu kommer Fængselsnatten med Mørkets vilde Lyst.Aa, Øllenat med Jammer og Savn og Onani,nu synker jeg dybt ned i din Urtidsfantasi —.En Storm i Bregneskoven — en Hun — — et Abedyr — —En blødig Brand paa Himlen — — et Favntag med en Tyr. —Saa skylles jeg af Havet ind mod en Fjeldvægskyst —de sorte Klipper hælder — nu knuser de mit Bryst —Se, hele Verden flammer — og Alting sker — en Stund —saa kommer Dødens Taager og kysser mig i Blund.