Peter Reimer i Fængsel
2.
2.
(Kaos.)
(Kaos.)
Nu klamrer Vinterstormen sig om det døde Hus —
i alle Sprækker jamrer det sorte, øde Sus.
Jeg kan for Had ej sove, min Frihed er forbi —
en Kriger gaar til Grunde, naar Foden ej er fri.
De skød mig fejgt i Benet, da jeg var vaabenløs —
det fryded hele Hoben at se mig magtesløs —
Aa, Afmagt, aa, det stormer og brænder i mit Bryst —
nu kommer Fængselsnatten med Mørkets vilde Lyst.
Aa, Øllenat med Jammer og Savn og Onani,
nu synker jeg dybt ned i din Urtidsfantasi —.
En Storm i Bregneskoven — en Hun — — et Abedyr — —
En blødig Brand paa Himlen — — et Favntag med en Tyr. —
Saa skylles jeg af Havet ind mod en Fjeldvægskyst —
de sorte Klipper hælder — nu knuser de mit Bryst —
Se, hele Verden flammer — og Alting sker — en Stund —
saa kommer Dødens Taager og kysser mig i Blund.