Alene staar du mod det tomme Rum
med Roden boret dybt i Urtids Mulde
en Høvding lig — som spotter Frygt og Død —
du trodsede i Sekler Vejr og Kulde.
Du stønnede af Kval saa mangen Nat
og vred i Stormen dine sejge Grene —
det var vel tungt at se den fjerne Skov
og altid staa saa kæmpende alene.
Men trofast staar du, hærget, krum og vis,
paa Vintersletten under Stormens Tugt —
og skønt din Drøm om Fællesliv er slut,
bereder du i Løn din bitre Frugt.
Du stod engang midt i den lune Skov —
som for de skarpe Økser maatte vige —
Saa ensom blev du paa den hvide Val —
du stærke Oldtidshøvding uden Rige.