Flora dig med Morgendug har vædet,
Og Auroras Guld har farvet dig,
Gratien ved Lunas Smiile glædet
Har i Nymphers Chor omdandset dig,
Lykkelige Blomst! som skal indgyde
Evelinas Hierte ædel Lyst,
Som Naturen skabte til at pryde
Dydens skiønne Datters Bryst.
O! naar himmelsk Evelina vanker
Mellem mørke Bøges Skygger hen,
Naar af hellig Glæde Hiertet banker
Ved at skue Vaarens Pragt igien,
O! da skal fra hendes lyse Øie
Dydens Taare synke paa dig ned,
Og din Skiønhed skal end mere ophøie
Hendes Siel til Salighed.
Og naar mat paa hendes Barm du synker,
Og din sidste Vellugt spreder sig
Dobbelt herlig; skiønne Blomst, da ynker
Den fuldkomne Evelina dig.
Forud seer hun da den Tiid fremtræder,
Da hun segner selv i Engles Skiød;
Da hun selv med Dydens høie Glæde
Smiler himmelsk mod sin Død.
Lykkelige Blomst! al Jordens Hæder
Gav din Digter villig for dit Held,
For den Salighed at vække Glæder,
Dydens Glæder i den reene Siel.
O! af al den Fryd vor Jord kan byde,
Er kun een, som ligner denne Lyst,
Den, som du, misundte Blomst! skal nyde
Den at døe ved hendes Bryst.