Føler du, Gamle, dig trættet og tung,
Spørger du Nyt kun derhjemme paa Stolen?
Var ogsaa du begeistret og ung,
Steg din Aand som en Ørn imod Solen?
Sværmed engang du for Frihedens Sag?
Har du den mægtige Keiser beundret,
Lyttet med Fryd til de tordnende Brag,
Da i hundrede Slag
Over Verden med Seier han dundred?
Er du nu mæt af Erfaring og Aar,
Seer du kun til ved den brogede Færden?
Længes du under de graanede Haar
Efter Fred midt i Ufredens Verden?
Viser man ikke din Alder Respect,
Kommer man ei dine Ønsker imøde,
Vender sig bort den opvoxende Slægt,
Har dit Ord ingen Vægt?
Vinker Savnet dig hen til de Døde?
Endt er din Ungdoms begeistrede Drøm,
Fremmed forlængst for hver ny Aabenbaring
Kæmped du svag mod den rivende Strøm,
Som et Barn med din Oldingserfaring.
Roste man Tiden, du kaldte det Vind,
Fandt at det Alt i din Ungdom var bedre,
Da var der Alvor i Daad og i Sind;
Hvor de Unge kom ind,
Stod de taus blandt ærværdige Fædre.
Underligt hasted dig Tiden afsted,
Barnet fast blev dig for klog paa dets Stamle;
Tidsstrømmen rulled, du fulgte ei med,
Du holdt fast, du holdt fast ved det Gamle.
Mod din hellige Eenfold, din christlige Tro
Satte kjækt man Systemer paa nyeste Mode,
Duunhaget Dreng hørte Græsset at groe
Naar de Vittige loe
Loe de ikke som Rahbek og Tode.
Siig mig, du Gamle, hvad tykkes dig nu?
Bliver dig Verden alt værre og værre,
Synes dig Jorden slagen med Gru
Og forladt af sin Skaber sin Herre?
Rammer det dig med Aarhundreders Vægt,
Det Uhyre, som skeer; troer du Verden skal bløde
Bløde af Saar, som du meente var lægt,
Og den levende Slægt
For sit Letsind forfærdeligt bøde?
Ræddes du, Gamle, og sukker du: vee!
Kan du ei meer finde Løsning paa Gaaden,
Kan du ei Lys over Slægterne see,
Har du tabt i Tilværelsen Traaden?
Klager du: Herre, hvor skal vi henflye,
Flye fra dit Aasyn for Straffen du bringer?
Trindt paa vor Jord er for Freden ei Ly,
Ved vor Fod er der Bly,
Og vi eie ei Morgenens Vinger!
Gamle, fornem da et trøstende Ord,
Hør det, det kommer til dig fra de Unge:
Seire forvist skal det Gode paa Jord,
Det er sagt med Propheternes Tunge.
Han som før Dagens Fødsel var til,
I de rullende Tider bag Stjernerne vaager.
Livet er intet Tilfældighedsspil —
Der maa skee, hvad der vil,
Det skal dages trods Uveir og Taager!
Vakler end Alt i det flygtige Døgn,
Vælter sig vildt Nationer i Krampe,
Styrte forvist skal hver kneisende Løgn,
Der er Seir bag de rasende Kampe!
Taalmod, du Gamle! Striden er lang,
Mange maae lide og Mange maae sukke;
Menneskets Slægt skal dog juble engang
Den Lyksalighedssang,
Som i Paradiis lød ved dens Vugge!
Fred om din Alder, Fred om din Tro!
Høit over Uveiret Stjernerne tindre.
Røver dig Verden din Alderdomsro,
Luk da Øiet og tye til dit Indre.
Fred skal du finde bag Evigheds Hav!
Herren er Herren, hans Navn være lovet,
Tager han end, hvad paa Jord han os gav!
Over Menneskets Grav
Løfter Menneskeslægten sit Hoved!