Giganten var styrtet; paa ensom Øe
Maatte han, som rystede Verden, døe;
Og Verden gik atter sin gamle Gang;
Over hundrede Valpladse Fuglene sang;
Behersket af Kongernes baarne Slægt
Bar Folkene atter den gamle Vægt. —
Og der var Fryd i Philisternes Leir,
Nu havde man vundet den store Seir;
Nu kom det ei meer end til Pennestrid,
Nu vared vel Freden til evig Tid;
Nu havde de lænket med seige Baand
Omvæltningens higende Kæmpeaand;
Nu løfted sig Dværgene høit paa Taa,
Nu mylred Pygmæer fra hver en Vraa —
Og Dagene kom, og Dagene gik,
Og der blev blandet en Dvaledrik,
Og der blev øst med et bundløst Sold,
Og præket om Fred og Maadehold;
Men Misfornøielsens Djævel sneg
Sig over Jorden og drev sin Leg;
Den listed sig ind i Hytte og Slot,
Med ængstende Tvivl og isnende Spot;
Den rokked ved Alt, den gnavede skjult,
Saa Alt blev tomt og underligt huult.
Og Tiden ligned en sminket Gjek,
Den skjulte med Smiil de slappe Træk;
Den mærkede Øxen ved Træets Rod,
Den aned Vulkanen, hvorpaa den stod. —
Og der blev født en Slægt uden Ro,
En Slægt uden Tillid og Barnetro;
Den hvirvled sig i den vildeste Dands,
Den gabede midt i Blændværkets Glands;
Hvad Tænkerne skrev, hvad Skjaldene sang,
Det havde for den ei Livsfyldens Klang.
Den lyttede med Forventningens Vee,
Som skulde nu brat det Mægtige skee;
Den vented og vented paa Skjæbnens Dom,
Den raabte: Kom ind! Men Ingen kom:
Den nye Messias, den nye Prophet,
Som Sværmerne spaaede, blev ikke seet,
Og Ingen tændte det Sandheds-Lys,
Hvorpaa man haabed i Tvivlens Gys.
Hvad hjalp den grublende Menneskekløgt,
De Vises Steen blev forgjæves søgt.
Det syntes Alt som et Kredsløb dumt,
Hvori det Krumme blev evig krumt.
Med Nøden fik man dog aldrig Bugt,
Og Frihedens Tempel blev evig lukt. —
Det var, som Livet i Fredens Skjød
Var viet ind til en langsom Død,
Det var, som skulde dets Pulse staae,
Hvad eller Gjenfødelsens Time slaae.
Den kom, den kom, den ventede Stund,
Den brast under Foden, den hule Grund.
Den mørke Sky har sit Lyn udsendt,
Og Freden, »den evige Fred«, er endt.
I Oprør vælter sig Tidens Flod,
Dens Bølger er farved med Menneskeblod;
Dens dybeste Bundfald af Had og Nag
Er stegen for Lyset og kommen for Dag,
Og alle de Suk, som i Stilheden lød
Om Menneskeslægtens gamle Nød,
Om Menneskeslægtens skuffede Haab,
Er voxet til et Befrielsesraab —
Et Raab, der henfarer med Stormens Suus,
Saa Troner vakle og styrte i Gruus;
Og Folkevilliens Kæmpe stor
Opløfter paany sit Hoved paa Jord;
Den kneiser i Sky med Titanens Trods:
Jeg vil ei behandles som død Kolos!
Imens I feirede Blændværkets Fest,
Stod jeg derude i Slud og Blæst.
Nu vil jeg smage den Lykke engang,
Hvorom mig i Drømme Guds Engle sang.
Til Lykkens Øe fører vel en Bro,
Hvis ellers jeg tør mine Drømme troe;
Og kan jeg ikke derover naae,
Eia, lad da Dommedagskampen staae!
Det vakler, det brager ved Kæmpens Gang,
Og Dødsskrig sig blande med Seierssang.
Den høieste Stordaad, den plumpeste Vold
Opløfter Sjælen og isner den kold;
Og Alt sig blander saa sært iflæng,
Hist strækker sig Betler i Kongeseng.
Mens Jordens Mægtige huusvilde gaae,
Tage Tiggerens Børn deres Guldkroner paa.
Ydmyget er Alt, som kneiste i Sky;
Det Gamle er styrtet, men hvor er det Ny,
Det Nye, det Nye, som blev forberedt? —
En Herlighed, som Ingen har seet.
Det er, som vi staae mellem Verdner to
Og har kun en Spindelvævs Traad til Bro;
Vi see omkring os et Syndflodshav,
Men ei den Jord, som skal stige deraf
Med klarere Lys, med renere Luft,
Vi mærke ikke dens Blomsterduft —
Forgjæves slippe vi Duen ud,
Den kommer igjen uden Fredens Bud,
Paa Himlen er Regnbuens Tegn ei sat —
Hvor findes det frelsende Ararat?