Du, som med det kjække Sind,
Med de stolte Kæmpeplaner
Styrter dig i Kampen ind,
Er den Seier, som du aner,
Broder, meer end Hjernespind?
Er du meer end Tidens Gjæk?
See den Gamles slappe Træk —
Kæmper blive kan til Dværge,
Muus er født saa tidt af Bjerge,
Du med Dine stolte Planer,
Du vil flytte Bjerge væk!
Herlig, herlig er din Drøm:
Verdensfrihed, Verdenslykke!
Gjenfødt skal nu Livet dykke
Op af Tidens vilde Strøm
Og bortkaste karsk sin Krykke,
Glædestempler skal det bygge,
Blive som en festlig Leeg —
Ingen, Ingen sidde bleg
I den kolde, mørke Skygge.
Nærmer sig alt Seirens Dag,
Jubler du den alt imøde?
Sank i Graven med de Døde
Tusindaarige Bedrag?
Krymper sig for Sandheds Vælde
Løgnen i den sidste Strid?
Staae vi for en gylden Tid
Uden Herskere og Trælle?
Aande vi dens rene Luft,
Falder fra vort Øie Bindet?
Tør nu Ingen meer forblindet
Sætte Vanvid mod Fornuft?
Har det Evige maaskee
Sig paany da aabenbaret,
Er hvert Spørgsmaal alt besvaret?
Kan den vantro Thomas see,
Lægge Fingren selv i Aret?
Broder, det er Sværmeri!
Bag de skjønne Illusioner
Leer den bittre Ironi.
Paa Tyranners knuste Troner
Er dog ikke Verden fri;
Der er blodigt Had og Trods
Mellem Jordens Millioner,
Ak, og ingen ny Forsoner
Vandrer kjærlig mellem os.
Ham, som talte Fredens Ord,
Frelseren i Støvets Zone,
Ham gav man en Tornekrone;
Han blev ikke hørt paa Jord. —
Fremad bruste Tidens Elv,
Riger sank og nye blev grundet,
Lykken blev dog aldrig fundet —
»Elsk Din Næste som dig selv«,
Denne Seir blev aldrig vundet.
Man har kæmpet, man har lidt,
Man har prøvet, man har vraget,
Men med Lykken ligevidt
Staaer man skuffet og bedraget. —
Du vil gjøre Kæmpeskridt,
Du vil brat en Verden forme
Uden Kampe, uden Storme,
Give Hver, som savner, Sit!
Paa det faldne Babels Gruus
Bygger du et nyt, og Vrimlen
Jubler i sin Frihedsruus,
Troer det føre skal til Himlen,
Venter sig saa fast en Borg,
Som skal slutte Lykken inde,
Værne mod den gamle Fjende,
Værne Livet imod Sorg.
Hidtil har paa Sand man bygt —
Frihed, Lighed skal nu være
Kæmpesøilerne som bære
Underværket af vor Kløgt;
Fast paa dem skal Templet kneise;
Enighedens stærke Aand,
Løst af Tyranniets Baand,
Skal for Evighed det reise.
Broder, det er Sværmeri!
Kampen raser paa vor Klode —
Hæv os, styrk os, gjør os gode;
Da, først da er Verden fri.
Ak, thi, Broder, Tidens Orm,
Verdensnøden, Verdensskaden
Ligger ei paa Overfladen,
Ei blot i den ydre Form.
Søg den i det indre Liv,
Der skal du Tyrannen fælde;
Kun ved Kjærlighedens Vælde
Kan du ende Verdens Kiv,
Skabe Mennesker af Trælle.
Alt det Andet slaaer ei til,
Er kun Tant og Gjøglespil,
Ender Kampen ei herneden,
Skiller Klinten ei fra Hveden.
Frihed, Frihed! ei dens Skin,
Frihed, ikke blot for Haanden!
Frihed, Broder, Lys for Aanden,
Lys og Luft for Sjæl og Sind!
Bank og du skal lukkes ind,
Søg kun trøstig du skal finde!
Staaer du selv i Templet inde,
Led da fra det lave Trin
Brødrene som gaae iblinde!
Led dem paa det rette Spor,
Lær dem Hadets Blus at dæmpe,
Lær dem Lysets Strid at kæmpe
Mod det Slette her paa Jord,
Mod det Slette, hvor det findes,
Mod den Lidenskab, som raa
Med besudlet Haand vil naae,
Hvad der kun ved Reenhed vindes!
Siig den: det er Vanvid, siig,
At den tumle maa tilbage,
I Forbandelser og Klage
Taber sig dens Seiersskrig!
Siig den: Bladet vil sig vende,
Rusen varer knap et Døgn;
Siig den: Kampen for en Løgn
Med Forfærdelse maa ende!
Broder, jeg er ung som du,
Deler Savn som du med Tiden;
Jeg maa med som du i Striden;
Frem til Lyset staaer min Hu. —
Det skal seire, ja forvist,
Mørket meer og meer fortrænges!
Ogsaa jeg i Støvet længes,
Har som du ei Ro og Rist.
Fremad mod det store Maal!
Fremad paa den dunkle Klode,
Fremad, Broder! men med Taal —
Lang er Kampen for det Gode.
Langsomt dæmrer Friheds Dag;
End i Mørket famler Sværmen,
End har Vinen ei sin Smag,
Den er plumret end af Bærmen.
Langsom gaaer det, langsom ja,
Gjennem nye Illusioner;
Der er flere Tornekroner,
Flere Kors paa Golgatha.
Længe vil endnu man rave
Frem mod Maalet, Skridt for Skridt —
Broder, naar Enhver faaer Sit
Smuldre vi i vore Grave.
Lad os drømme kun en Drøm
Om et Liv, som skal sig dykke
Luttret op af Tidens Strøm,
Om et Liv med mere Lykke!
Lad os haabe fast derpaa,
Kæmpe med den Kraft, vi eier,
Kæmpe, Broder, for en Seier,
Som en bedre Slægt skal naae!