Otto Horrebow (1769–1823)

Naar Bæg’ret omkring mellem Grækerne gik,

for Sindet at muntre, de havde den Skik,

at hente en vennehuld Glut, som de bede

ved Sang og ved Dands deres Lag at forsøde.

Med Roser om Issen, i Haanden en Luth,

kom blid som Cythere den smilende Glut.

Hun kjælent istemte til Strængenes Klang

om Elskov en Sapp’hos henrivende Sang.

Den blussende Kind og det ildfulde Øje

og Barmens uroligt frembævende Høje

langt bedre end Sangens og Strængenes Lyd

fortolkede Kjærligheds Længsler og Fryd.

Borthang hun sin Luth hun, en Gratie liig,

i Solodands yndigen snoede sig;

letslørende Dragt omkring Legemet svæved’,

liig Skyer om Maanen, frit Lokkerne bæved’;

til Kjærligheds Fest kaldte vinkende Arm

og kysselig Mund og ømtbølgende Barm.

Da hørtes ved bægeromkrandsede Bord

af stridvante Græker om Krig ej eet Ord,

at sige om hine de hæslige Krige,

som affolke Jorden og skræmme hver Pige;

om Kjærligheds Spøg deres Tale kun lød,

og Vinen og Natten var dobbelt saa sød.

Nu, ganske den Skik jeg dog billiger ej,

skjøndt gjern’ jeg munter hendandser min Vej,

og aldrig kan enes med dem, som tør skrige

mod elskende Yngling og elskende Pige;

naar Grækernes Skik vi lidt nøje besee,

vi finde, vi visere ere end de.

Bedst dandses naar Ynglingen svæver saa glad

med smilende Glut gjennem buntede Rad;

bedst kysses naar hver har sin Pige i Armen,

da ulmer Misundelsens Ild ej i Barmen,

hiin Ild, som det Folk, der er meest for den fri,

har givet det stygge Navn: Jalousie.

Men Grækernes Skik har en Lære for os,

som staaer alle Meningers Vexel til Trods:

I Lag man ej snakke om Stater og Krige,

men huske sit Bæger og huske sin Pige!

Op, Glasset vi fylde til bredfulde Maal

og drikke saa Vinens og Pigernes Skaal!