Og nu en Skaal for det elskte Kjøn,
Naturens Glæde og Pryd og Ære,
med hvem vor Vandring os bliver skjøn
og Livets Byrde heel let at bære!
Nu Brødre! skjænker!
Enhver, som tænker
at ældes frejdig i Amors Lænker,
han klinke med!
Hver Piges Skaal, som er huld og tro,
og Hjerte give vil bort for Hjerte;
ej lege vil med sin Elskers Ro,
og ej hovere vil ved hans Smerte;
enhver, som kjærlig
vil love ærlig,
og finder Holden ej for besværlig:
Den Piges Skaal!
Hver Kones Skaal, der er øm og mild,
og Livets Kalk vil med Manden drikke;
og ikke Kalken bortsætte vil,
hvorvel den mangengang smager ikke;
der ufortrøden,
ja indtil Døden
vil dele Glæden, men ogsaa Nøden:
Den Kones Skaal!
Hver Moders Skaal, det er Navnet værd,
og deri sætter sin Fryd og Ære;
hvis skjønne Vandring det Fodspor er,
der Dydens Vej hendes Børn kan lære;
der fro kan smile
til Gravens Hvile,
naar i sit Fjed hun dem seer at ile:
Den Moders Skaal!
En Skaal for disse, det gaae dem vel!
De Jordens Engle, de sande Skjønne!
De nyde Skabningens bedste Held,
og finde Hjerter, som dem paaskjønne!
De Skjønne være
den Skaal til Ære,
som er’ det værd, at vi har dem kjære:
De Skjønnes Skaal!
Rahbek.