Otto Horrebow (1769–1823)

Horrebow, Otto, 1769–1823, theologisk Forfatter, Søn af ovfr. nævnte Professor Chr. H., er født i Kjøbenhavn 25. Febr. 1769. Han blev 1785 Student fra Odense og tog 1793 theologisk Embedsexamen, blev siden Vicedecanus paa Kommunitetet, men fik aldrig nogen virkelig Livsstilling. Han døde 10. Juli 1823. 1813 ægtede han Enken Sophie Frederikke Grüner, f. Kroll (d. 1814). – H. var utvivlsomt en begavet Mand, han fik, hvad den Gang var ualmindeligt, Udmærkelse til theologisk Embedsexamen, og han havde adskillige Evner, der gjorde ham skikket til at være Forfatter eller egentlig rettere Journalist. I omtrent 10 Aar vakte han stor Opsigt, men derefter forsvinder han næsten helt, saa vi knap have tarvelige Efterretninger om hans Liv.

Ved at læse Voltaire var han tidlig bleven ført bort fra Kristendommen, og da han som Kandidat gik paa Balles homiletiske Kursus, skrev han samtidig i «Samleren» Artikler, der, siger Balle, «under Skin af at gjøre Jesus til en blot Fornuftfilosof, i Grunden omskabte ham til en Bedrager à la Muhammed». Hans Standpunkt var den reneste og fladeste Lyksalighedslære; vi stræbe, siger han, «alle efter at nyde og udbrede Lyksalighed». Vejen hertil er ganske vist vist i Jesu Religion, men denne er forfalsket fra Begyndelsen af; ikke blot det gamle Testamente indeholder de uværdigste Forestillinger om Gud, men det samme er Tilfældet med det nye. Det var hans Hensigt at fremstille denne Jesu Religion i sin Renhed som ét med Fornuftens Religion, der kan indbefattes i de 3 Ord: Gud, Dyd og Udødelighed. H. lod sig ikke bestikke af, at mange Theologers Lære den Gang nærmede sig til hans egen. Han angreb Bastholm og H. G. Clausen lige saa vel som Biskop Balle, men det var dog mod denne, Hovedslaget stod. Hans første Angreb paa Balle var, da han 1796 i Anledning af dennes Bibellæsninger skrev en Piece: «Harlekin Præst», der kun udmærker sig ved sin Plumphed. Det næste Aar overtog han Redaktionen af Ugeskriftet «Jesus og Fornuften», der allerede var begyndt Aaret i Forvejen, men den Gang udgivet af «en anden berømt Mand», der dog havde maattet standse Udgivelsen, da nogle faa Numre vare udkomne. Mod dette og andre Tidsskrifter af lignende Art skrev da Balle sit: «Bibelen forsvarer sig selv», og nu var Striden staaende. Begge Modstandere vare utrættelige, H. ikke blot paa Prosa, men ogsaa paa Vers, som han skrev ret flydende, men Udbyttet var kun ringe. Alt løb ud i Enkeltheder, i Tvist om Forklaring af dette eller hint Skriftsted og om Ægtheden eller Uægtheden af dette eller hint Skrift. Man forbavses ved at læse denne lange Polemik over, at det ikke kunde lykkes Balle at fremstille selve Princippet i Striden; han stod dog langt nok fra H. til, at dette ikke vilde have været saa vanskeligt. Men ogsaa han talte jo om Lyksalighed, og det blev ikke klart, hvor forskjellig de to Modstandere brugte Ordet. – Da Presseloven 1799 udkom, og de andre Tidsskrifter af samme Retning ophørte, blev H.s ved (indtil 1801); han vilde ikke lade sig skræmme, og at han virkelig ikke var bange, ses paa mange Steder, f. Ex. naar han 1800 lader Dalai-Lama holde en Tale til sine Bonzer og formane dem til at bekæmpe den naturlige Religion ved at forsikre, at den ender i Atheisme, til at fremme al Slags Overtro og til ikke at forsømme nogen Lejlighed til at fortrænge den sunde Menneskeforstand. Rimeligvis skyldes det ogsaa kun Balles Frisindethed, at han undgik Tiltale. – «Jesus og Fornuften» fik Dødsstødet ved en Polemik, A. S. Ørsted førte imod det for dets stadige Angreb paa Kants Filosofi. Ørsted har siden erkjendt, at hans Angreb havde mange svage Punkter; det forsvarede saaledes den saakaldte moralske Udlægning af Skriften. Men han formaaede i Modsætning til Balle at fremdrage den principielle Forskjel, i det han opstillede den absolute Morals Grundsætning. Dyden var ikke, som H. paastod, et Middel til Lyksalighed, men i sig selv det højeste Gode, og Ørsted sejrede, maaske ikke saa meget, fordi baade hans Standpunkt og hans Evner stode højt over hans Modstanders, som fordi han udtalte, hvad der nu i lang Tid skulde blive Løsenet for dem af de yngre, i hvem der var nogen aandelig Drift. H. mistede helt den Indflydelse, han mærkelig nok en Tid havde haft paa de studerende. I senere Aar vakte hans Forfatterskab kun liden Opmærksomhed. Han udgav et Sørgespil, «Edvy og Elgiwe» (1811), samt en Del Oversættelser og deltog i et Par litterære Fejder, bl. a. 1813 i Jødefejden. Efter et Rygte, der dog kan trænge til nærmere Bekræftelse, skal han paa sine ældre Dage have fortrudt sin litterære Virksomhed og med Andagt være gaaet til Alters hos Præsten Homann i Hammer, der var gift med hans Søster.