Saa ringed den store Regissør
med Klokken for sidste Gang ...
og du traadte paa Evigheds-Scenen ind,
med brustent Blik og bævende Klang
i den Stemme, som éngang sang.
Med bøjet Hoved og blytung Fod
skred du din himmelske Dommer imod,
og Dommeren peged’ ned paa den Jord,
hvorfra du modløs og mærket kom:
i Jordens Skorpe stod friske Spor
af en Kvindes Fødder, farved’ af Blod —
— og Vor Herre fælded’ sin Dom.
Den kender vi ikke: — ej evner vi løfte
af Tæppet, som skjuler den Scene, en Flig ...
... men dømme, det kan vi — fordømme og „drøfte“ —:
der stiger hernedefra mod dig et Skrig,
man kaster Skarn paa dit Selvmorder-Lig.
Man haaner dit Rygte, man skænder dit Navn:
Barmhjertigheden er fredløs
i det farisæiske „Stor-København“.
I den selvglade, bund-ninivitiske Stad
regerer to Fyrster: Kong Grin — Hertug Had. —
Kun hun, som har fulgt din daglige Kamp
og set dine Taarer strømme —
kun hun skal ha’ Lov til at dømme.
Og sved’ hun sig end paa din „hellige Ild“,
og kom hun dig skælvende ofte imod,
jeg tror, hendes Dom maa — trods alt — blive mild ..
... selv om ogsaa den skrives med — — — Blod.