Til Kong Oscar af Sverrig
(ved hans Død).
(ved hans Død).
Saa brast da omsider din Lyres Streng,
rykket isønder af Dødens Haand —
nu sørger i Sverrig saa mangen en Svend
og saa mangen en lyshaaret Liljevaand.
Den svenske Trone har mistet en Mand,
som vil mindes — selv trindt om i fremmed Land.
En Konge er død, en skjaldbaaren Drot,
som nu hviler og har det byrdefrit-godt.
Der randt en Dag, da den pintes, din Aand:
hin Morgen, da Norge brast af din Haand,
men hvert følende Hjærte vil fælde en Taare
i forstaaende Vagt om Kong Oscars Baare. —
Saa brast da omsider din Lyres Streng,
men jeg kan se dig i Purpurskrud skride
henover Elysiums sollagte Eng
med Gratierne ved din Side.
Dit Hjærte var ungt, trods de hvide Haar,
som kransed din Herskerpande —
din Løn for dit omstridte Liv vil Du faa
paa det Hinsides’ solgyldne Strande.